Karmaboy – Sultanen af Dillerman

at vinde ikke var de store89, og måske skulle Karmaboy være glad for bare at overleve. Det havde ikke gjort presset på den stakkels superheltemave mindre, så nu følte han, at han hele tiden skulle på toilettet. Og selvom han prøvede at undgå det, kunne han heller ikke slippe tanken om, at der netop nu holdt et helt hold af store, væmmelige nedrivningsmaskiner klar til at jævne hans hjem med jorden, hvis han ikke inden for få timer kunne overføre en million kroner til Skovlundes borgmesters nemkonto.
Karmaboy trak Gamle Ali ind i teltet og fyldte

Hver jockey havde på den måde sit eget officielle telt til kamel, omklædning og team, så forberedelserne til Dalaman Grand Prix de Luxe var optimale.

” prøvede Niller forsigtigt, da Else var faldet lidt ned. Hun bladrede igen lidt i sin lille parlør og hev så fat i kraven på en mand, som sad og halvsov foran en butik, der solgte alt i dadler.
”Camellos?” spurgte hun irriteret, og endnu engang kiggede en tyrkisk mand uforstående på Helse-Else.
Kaj greb til kropssprog, og med fagter og små hop på stedet forsøgte han at vise to imaginære pukler på sin ryg, mens han løb hurtigt rundt i ring. Dadelhandleren rynkede sine gamle buskede øjenbryn og prøvede at forstå, hvad de underlige mennesker mon prøvede at fortælle ham.
”Okay, hør så her, kammerat,” vrissede Else nu og tog fat i kraven på manden. ”Vi skal bruge en kamel, og det skal være nu!”
”Ahhhh,” sagde manden på dansk og lyste op. ”I komma fra Danimarka – jeg ofte handle med fin folk fra Danimarka!!”
Hurtigt lænede manden sig hen imod Kaj og hviskede til ham: ”Special pris til dig, min ven!”
Denne sætning var bestemt noget, Kaj kunne bruge til noget, for han vidste om nogen – efter sine mange år som kopimaskine-sælger, at ”special price” bestemt ikke var noget, alle og enhver blev tilbudt, og da slet ikke i Tyrkiet. Nej, den tyrkiske sælger måtte have spottet, at Kaj også var en handelsmand fra salgsbranchen, og han klappede derfor manden på ryggen og sagde: ”Vi leder efter en brugt kamel, er det noget, du kan hjælpe med?”
”Hmm,” sagde manden mistroisk og kiggede op og ned ad Kaj for at se ham lidt mere an. ”Du sige en kamel?!”
”Jeps,” sagde Kaj og så alvorlig ud i ansigtet. ”Og den skal være hurtig!”
”Hmm,” sagde manden igen. ”Skal du bruge pis og papir på den?”
”Nej, det ved gud vi ikke skal!” brød Else ind. ”Hvorfor i alverden skulle vi rulle en kamel ind i tis og papir?? De er fandeme ikke rigtigt kloge i

Sultanen, som var klædt i en kridhvid dragt, smilede rundt til sine mange gæster, og Niller syntes egentligt, at han så ganske flink ud, og hvis ikke han tog fejl, var der op til flere guldtænder i det tandsæt. Stille og roligt gik sultanen nu rundt blandt de mange inviterede og småsludrede. Niller kunne jo af gode grunde ikke forstå tyrkisk, men ud fra sultanens kropssprog at dømme virkede det som dagligdagssnak og høflig tale. Langsomt bevægede han sig nu ned imod Niller og de andre.
”Den er helt vild, den her,” sagde Erkan, der ikke kunne slippe sultanen af syne. ”Han er en meget stor mand, den sultan.”
”Jeg syntes da ikke, han ser større ud end tobak for en skilling,”77 pippede Kaj.
”Jeg synes da, han er drønlækker,” sagde Else. ”Han skulle da ikke løbe mange gange rundt om min seng, før jeg havde spændt ben for ham,” klukkede hun.
Niller forstod ikke helt, hvad Else mente. Hendes seng stod jo op ad væggen, og desuden lignede sultanen af Dalaman ikke en, som løb særlig meget. Og da slet ikke i små lejligheder i Skovlunde.
”Færdig!” råbte Fatboy-Badboy, der netop havde slikket hele fadet, hvor der ikke for lang tid siden havde været et mindre bjerg af små og fine tyrkiske kager til omtrent et lille selskab på 10-20 mennesker.
”Neeej, hvor er du dygtig, Fatboy-Badboy. Det var flot,” roste Nillers far ham og rakte ham en serviet, som han straks åd og slog en bøvs.
”Ssh,” tyssede Niller. ”Nu må vi lige tage os lidt sammen. Sultanen

Jeg kan forstå på Deres hjælper Fatboy-Badboy, at De ville se mig, hr. Karmaboy.”
”Ja, lad mig bare komme lige til sagen,” sagde Karmaboy, så cool han kunne, i håb om at bevare bare lidt værdighed oven på episoden med brandskiden.
”Det drejer sig om Skovlunde Bytorv!” sagde han og kiggede borgmesteren lige ind i øjnene.
”Ahaaaa,” svarede borgmesteren kryptisk. ”Hvad ved du?”
”Jeg ved, at ...” Niller sank og trak vejret dybt for ikke at komme til at lyde pjevset, ”din kone vil lave det om til et hundetoilet! Hele det gamle torv, hvor jeg bor ... eller jeg mener, der er jo folk, der bor der,” sagde Karmaboy og var lige ved at tale over sig.
”Freaks!” sagde borgmesteren bestemt. ”Tag nu for eksempel hende den underlige helsedame. Hun er sgu ikke helt rask oven i økokasketten. For slet ikke at tale om ham den klamme slagter og hans skvat af en søn,” fortsatte han.
”Hov, hov, hov!” afbrød Karmaboy lidt chokeret. ”Har du aldrig hørt om Skovlundes mobbepolitik?”
”Du kan sgu selv være en mobbe!” grinede borgmesteren og klaskede sig på låret.
”Man må ikke tale sådan om andre!” Karmaboy hævede stemmen en smule. ”Det siger min ... eller, jeg mener, det siger lærerne på Skovlunde Lilleskole i hvert fald.”
”Okay, okay, godt ord igen, Karmaboy, men gravearbejdet har så stor betydning for kommunen, at vi ikke kan lade en håndfuld landsbytosser stå i vejen for det hundetoilet!” sagde borgmesteren bestemt og fortsatte: ”Vi må og skal stå sammen for at anlægge Danmarks mest eksklusive hundetoilet.”
”Men hvorfor lige dér?”
Borgmesteren sukkede. ”Knægt, du har aldrig været gift. Min kone taler

Han trak derfor i dragten og listede ud på toilettet for at se sig selv i spejlet. Han kunne høre sin far sidde i stuen og se en eller anden fodboldkamp med sit store idol, Preben Elkjær.
Niller så sig i spejlet iført den blå maske for øjnene, landsholdstrøjen, kappen og de gule gummihandsker. På benene havde han lange uldne underbukser og uden på dem et par store hvide underbukser og sine gule gummistøvler. Dengang Niller havde fundet på kostumet, havde han tænkt det som en midlertidig superheltedragt. Ikke i sin vildeste fantasi havde han tænkt, at det var et sæt, han skulle have på over længere tid. Men nu var det for sent at skifte til et andet look. Han havde ellers vendt tanken med Tykke

Niller rynkede panden og ledte efter en grimasse, som ikke ville skuffe hans far.
Posen i Nillers fars hånd var fyldt med, hvad der lignede hans fars specialitet, Elkjærpølser, men ved nærmere eftersyn kunne han se små rosiner under pølseskindet. Alle pølser havde små buler.
”Hvad i alverden er det?” spurgte Niller med hovedet lidt for tæt på.
”Ja, man skal lige vænne sig til den, ikk’?” sagde Nillers far og fortsatte: ”Men da Elkjær i sin tid kom til fodboldklubben Lokeren, fattede folk sgu heller ikke en skid. Dette, min knægt, er sommerens grillsællert nr. 1. Lad mig præsentere: Pukkelpølsen!”
Niller forsøgte at smile, imens han kiggede på pølsen, der mest af alt lignede en Elkjærpølse med fodvorter. Han klappede sin far på skulderen og smilede nu helt ægte.
”God ide, far ... god karma.”

Karmaboy klappede Gamle Ali og trak ham hen til et nærtliggende VIP-område88 for at give ham lidt at drikke.

Niller skulle egentligt til at gå i gang med de regnestykker, han havde for i matematik, men så var det, at en stor sort bil trillede ind på torvets slidte asfalt og stoppede så tæt på de to mænd, at den ene måtte springe til side.
Det skete selvfølgelig en sjælden gang, at der kom en bil på torvet for at hente en pizza fra Sultan Pizza hos Erkan13, men denne her bil lignede bestemt ikke en, der var ejet af et menneske, som ville turde vove pelsen og sætte tænderne i noget som helst, Erkan havde haft sine behårede fingre i.
Bilen var nyvasket med skinnende fælge, og bag rattet kunne Niller se, at der sad en mand med hvide handsker, som virkede bekendt. Sekundet efter at chaufføren havde trukket håndbremsen, sprang han ud ad døren og trippede rundt om bilen for at åbne bagdøren, som var udstyret med tonede ruder, hvilket gjorde det umuligt at se, om der sad nogen på bagsædet. Men det gjorde der. Ud af bilen steg der nemlig nu en lille dame iført en lang og brun pels og en stor hat, som hun holdt med to fingre ligesom dronningen. I hånden holdt hun en hundesnor, og for enden af den var en lille hvid puddelhund, som på afstand lignede en kridhvid uldtot med tændstikben og poter. Det var svært fra Nillers vindue at se den lille dames ansigt, men det var tydeligt, at de to mænd i orange veste havde stor respekt for hende. Som med et trylleslag stod de nu ret op og ned, som var de soldater foran dronningens slot. Den lille puddelhund trippede nu elegant hen foran dem og lettede ben op af den ene mands målepind, som han nervøst stod og klamrede sig til.
”Det var godt, Tulle,” pippede damen i pelsen. ”Træd du bare af på naturens vegne, selvom det jo ikke er det lækreste sted at gøre den slags.” Hun så rundt. ”Men det bliver det jo, når I to får nosset jer færdig.”

og var dukket op i sit eget tøj til stor overraskelse for alle på nær Niller.

Som du teknisk set godt kan springe over, hvis du er et artigt barn, der har læst den første bog om Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe.
Niller er navnet på en helt almindelig dreng, som bor i Skovlunde.