Fra folkestyre til markedsdemokrati

verige havde man næsten 10 gange så mange akademiske hjælpere for hele Riksdagen. Her har man – i overensstemmelse med Sveriges mere kollektivistiske demokratiforståelse (Knudsen 2003) – altid foretrukket at have en langt større fælles støtte til parlamentet, men en mere beskeden støtte til partigrupperne. Og man har en meget beskeden hjælp til det enkelte medlem (Madsen & Manniche 1999).
Det betyder, at hjælpen ikke bruges til at profilere enkeltmedlemmer eller partigrupper, men den arbejder sagligt med at analysere problemer. Men også svenske parlamentarikere har imidlertid problemer med at overkomme arbejdet – der har været historier om, at de samme embedsmænd skrev taler for flere forskellige partiers ordførere, fordi parlamentarikerne ikke selv kunne overkomme det. Resultatet er det iscenesatte demokrati. Det er altså et problem at finde en god balance mellem hjælp til den enkelte, hjælp til grupperne og hjælp til parlamentet som helhed

Politikkens overordnede linjer og prioriteringer fastlægges ikke længere så meget i de enkelte sektorer, men i processer og brydninger på tværs af centralforvaltningen. Det foregår i en inderkreds af politikere og embedsmænd, som højest inddrager en mindre del af folketingsmedlemmer, herunder regeringspartiernes politiske hovedordførere og formænd i folketingsgrupper samt – under mindretalsregeringer – enkelte af de partiledere, som ikke sidder i regering

Partier som f.eks. Dansk Folkeparti, der udsprang af et skattenægterparti og var EU-modstander, har ændret sig til at blive en slags simili af 1950’ernes Socialdemokrati og har accepteret medlemskabet af EU