Harpiks

Tilgiv mig, hvis indholdet af mine breve virker kaotisk. Men du kender til at navigere i kaos, så måske forstår du alt. Måske forstår du også din far.

I dag tror jeg, at min far var lykkeligst lige der. Midt i naturen. Der kunne han trække vejret.

Siden var skoven det tryggeste sted i verden. Jeg forstod, at alting kom tilbage.

Det var en forunderlig saft, sagde han, for den kunne både beskytte mod angreb og helbrede sår og bevare små, døde dyr for tid og evighed. Og så husker jeg synet af en lille, levende myre, som kravlede op ad barken, fandt en vej rundt om de klæbrige, gyldne dråber og forsvandt i en sprække for et øjeblik efter at komme til syne lidt længere oppe. Op, op, op.

I postkredse ville visse rygter vide, at han var det uægte barn af den navnkundige postmester Nielsen fra Korsted. Det prædikat fandt postbudet en vis tilfredshed ved, idet det officielle faderlige alternativ var en fordrukken landmand med en uskøn skelen og en dom for uterlig omgang med en ældre nordbagge. Postbudet havde med andre ord forståelse for både rygter og familiehemmeligheder.

havde stået på, lige siden han brændte sin mors lig bag stalden. Jens Haarder havde mareridt.
Først

Saltet ville trække al fugt ud af kroppen, forklarede hendes far, mens han fandt en balje, der p

havde knuget i sin hånd hele tiden.
Han kom med varm te og dåsemad, som han havde lunet på sit lille gasblus uden for vær

Den dag gik det op for mig, hvilket ansvar jeg bar på mine skuldre.

Jeg tror, at skønheden og skinnet lå og puttede sig sammen med alle ordene et sted inde i maven og bare ventede på at blive befriet.