Naiv.super

Hvis Kent fik en rolle i en Die Hard-film, ville han blive smadret af en bil eller en elevator allerede under forteksterne.

Jeg kedede mig. Jeg ville meget hellere vende mig om mod pigerne og lave en ring med tommel- og pegefinger på venstre hånd og så stikke højre pegefinger ind og ud af den ring mange gange.

Måske handler det om, at det er nemmere at vælge én gang for alle end at være forvirret, hver gang man skal købe noget nyt

Jeg tænker, at jeg tror på sjælens renselse gennem leg og glæde.

Jeg har egentlig altid arbejdet bedst under pres.

Vi sidder i flyet.

Der er kun hav under os. Vand.

Jeg er mæt og søvnig. Og jeg har et smil om munden.

Noget er anderledes.

Jeg ved stadig ikke, om tingene hænger sammen, eller om det hele vil ende godt til sidst.

Men jeg tror, at noget betyder noget.

Jeg tror på sjælens renselse gennem leg og glæde.

Jeg tror også på kærligheden.

Og jeg har flere gode venner og kun én dårlig.

Og min bror er mindst lige så sympatisk som mig.

Nu sover han.

Jeg sidder på vinduespladsen den her gang.

Det er mørkt udenfor. Men det bliver lyst om ikke så længe.

Vi flyver mod lyset.

Nu drikker jeg en slurk vand og håber, at livet vil vare længe.

Jeg håber også, at Paul har skrevet et svar til mig.

Måske har han forklaret det hele. Så kan jeg slappe af og lade det være, som det vil, med verdensrummet og med tiden.

Når jeg kommer hjem, vil jeg købe mig en cykelhjelm.

Og jeg vil ringe til Lise og fortælle hende, at jeg synes, livet er lidt som en rejse, og at jeg måske, men kun måske, er en hædersmand.

Som hævn stopper jeg mønter i en af kikkerterne og fokuserer på gaden nedenunder. Den er fuld af mennesker og biler.

Jeg får øje på en mand, der kommer ud af en bank. Han prøver at praje en taxa samtidig med, at han kaster et blik på sit ur.

Han ser ud som alle andre. Helt almindelig. Han har sikkert kone og børn og et lille hus i en af forstæderne. Han gør det så godt, han kan.

Jeg følger ham med blikket og tænker: Jeg kan se dig, men du kan ikke se mig. Vi kommer aldrig til at møde hinanden, men der er noget, jeg vil have, du skal vide. Min tid er ikke den samme som din tid. Vores tider er ikke ens. Du har din tid, og jeg har min. Vores øjeblikke er ikke de samme. Og ved du, hvad det betyder? Det betyder, at tiden ikke findes. Skal jeg sige det en gang til? Der findes ingen tid. Der findes et liv og en død. Der findes mennesker og dyr. Vores tanker findes. Og verden. Også universet. Men der findes ingen tid. Du kan tage den med ro. Har du det bedre nu? Jeg har det bedre. Det skal nok gå godt. Ha’ en god dag.

Jeg følger ham med blikket, til han forsvinder.

Så styrer jeg kikkerten opad, forbi skyskraberne

Jeg føler mig ovenpå.

For første gang i lang tid går jeg rundt med en følelse af, at alt kan ske. I dag vågnede jeg og tænkte, at alt kunne ske, at tingene bare ville komme til mig, og at de ville være gode.

Sådan har jeg ikke haft det, siden jeg var lille.

Det kan være, det er den her by, der gør det. Det kan også være min bror.

Jeg troede en overgang, at han var mindre sympatisk end mig.

Det tror jeg ikke mere. Han er en fin fyr. Han vil mig det godt.

Vi har tilbragt meget kvalitetstid sammen de sidste par dage.

Vi har spillet frisbee og løbet i græsset. Vi har snakket om, hvordan det var, da vi var mindre, og vi er nået frem til, at det var anderledes.

Tingene var enkle og store, men først og fremmest anderledes. Og somme tider var de bedre, end de er nu, og andre gange var de dårligere. Min bror mener, det er en blindgyde at hævde, at alting var bedre før.

Men anderledes er et ord, han godt kan lide.

Og i nat fik jeg ham til at banke.

Vi slukkede fjernsynet og blev siddende og snakkede. Om piger.

Min bror har længe været lidt flydende, når det gælder piger.

Han vil både have dem og ikke have dem.

Jeg siger, at det kan han ikke. Han kan ikke både have en pige og ikke have hende. Ikke samtidig. I hvert fald ikke medmindre hun er villig til både at have ham og ikke have ham.

Han fortalte om den sidste pige, han havde været sammen med. Det så ud til, at de skulle det hele sammen. Men så ombestemte min bror sig og ødelagde det. Og det værste er, at han aldrig helt forstod, hvorfor han gjorde det. Det var bare en følelse. Han troede, at det måske kunne blive bedre med en anden pige. Det var okay allerede, men det kunne måske blive endnu bedre. Med en anden.

Så gik han sin vej.

Og nu fortryder han. Hver dag.

Efter at han havde sagt det, blev han helt stille og sad længe og bare rystede på hovedet.

Jeg fik ondt af ham.

Jeg hentede hammerbrættet og placerede det forsigtigt på bordet foran ham. Derefter gav jeg ham hammeren, og da han tog imod den og så spørgende på mig, nikkede jeg stille.

Så begyndte han at banke. I en sagte og lille, intrikat rytme bankede han pløkkene ned og vendte brættet flere gange.

Der var ingen af os, der sagde noget.

Jeg følte, at vi var meget tæt på hinanden, mens han bankede.

Hej Lise.

New York er så stor. Jeg får lidt den samme følelse som med verdensrummet. At jeg fritages for ansvar. At der ikke er noget, jeg kan gøre, ud over at prøve at have det godt. Jeg går tur med en hund, der hedder Obi. Vi bor i en lejlighed med dørmand. Han er i uniform og siger how are you today, mister, og jeg siger fine. Min bror vil ikke have, at jeg snakker om tid eller om verdensrummet. Jeg glæder mig til at se dig. Jeg har ikke banket, siden jeg så dig sidst. Jeg tror, det vigtigste er at elske.

Der sker ting, når man rejser, siger han.

Hvad? spørger jeg.

Perspektiv, siger min bror.

Og han siger, at jeg ikke skal være bange. Han er der jo.

Min egen bror. Han skal nok passe på mig.

Perspektiv? siger jeg.