Pigen under jorden

I sådan nogle sager,” fortsætter han, “er det som regel forældrene.”

Ruth bliver chokeret. “Forældrene, der har dræbt barnet?”

Nelsons stemme er nøgtern, de nordengelske vokaler meget flade. “Ni ud af ti sager. Forældrene ringer, ude af sig selv, pressekonferencer, tårer i stride strømme, og så finde

Hver eneste kæp og sten, hver eneste bil, hvert eneste dyr, ja, selv hvert eneste menneske bliver pludselig en grufuld trussel. Det går op for en, at man vil gøre hvad som helst, hvad som helst, for at passe på dem: stjæle, lyve, dræbe, hvad som helst. Men nogle gange er der bare ikke noget, man kan gøre. Og det er det allersværeste.”

De hvide heldragter træder tilbage, og Ruth kommer nærmere med sit udgravningskit i rygsækken.

Men Saltmarsken havde afsløret nogle af sine hemmeligheder: først ringvolden og nu dette skelet, der bare lå og ventede på, at Ruth skulle finde det.

aldrig huske, om bronzealderen eller jernalderen kom

”
Ti minutter efter at Shona er taget af sted, bryder uvejret løs. Regn og hagl kaster sig mod vinduerne, indtil Ruth føler sig som en, der er under belejring. Vinden kommer brølende ind fra havet med en lyd som torden, og det føles, som om hele hendes hus ryster, som om havet kaster det rundt på bølgerne som et skib. Hun er selvfølgelig vant til storme, men de gør hende stadig urolig. Det her hus har stået i over 100 år, siger hun til sig selv. Der skal mere end en vinterstorm til at blæse det væk. Men vinden hyler og raser, som om den prøver at bevise, at hun tager fejl, og vinduerne rasler under stormløbet. Ruth trækker gardinerne for og tænder lys rundtomkring. Hun vil få noget arbejde fra hånden; det vil give hende noget andet

Det skåner barnet fra den desillusion, der altid følger med, når man bliver voksen.”

Ruth kan huske, han engang har sagt, at den største gave, man kan give sine børn, er at give slip på dem, så de kan komme ud i verden.

“For fanden i helvede, Ruth.”

Volden er fra den tidlige bronzealder, mere end 1000 år før jernalderen.