I sommersol – fortælling for unge piger

„Ja, et ideelt fiskevejr,“ indrømmede mr. Owen, og de to herrer var hurtigt blevet enige om at søge op til en bjergstrøm en lille times vej fra hotellet, efter sigende skulle der være chance for at fange de mest udsøgte blå foreller.

En halv times tid senere stod så mrs. Bush ved vinduet i sit værelse og vinkede og nikkede til ægtemanden og hans ledsager, der udstyret med alle nødvendige tip-top fiskeredskaber travede af sted ad vejen op mod fiskepladsen.

Mrs. Bush strøg sig over panden og pustede ud.

Hvor var luften dog trykkende, godt at herrerne var taget af sted, og at man ellers ikke havde aftalt noget for formiddagen. Mrs. Owen havde snakket om at skulle skrive breve, og mrs. Halling havde ikke vist sig, så kunne man da med god samvittighed lægge sig på divanen, hvorfra der var den mest henrivende udsigt over kurstedet, søen og hele dalen, selv i dag i den grå dis var det en dejlig udsigt. Hun ville tage en bog og lægge sig til at dase lidt. Herregud, det havde man jo da også lov til en gang imellem.

Mrs. Bush stod netop henne ved skrivebordet, hvor der lå en bogpakke, som hendes stadig galante ægtemage havde hentet til hende hos den stedlige boghandler aftenen i forvejen, og var ved at vælge sig en bog ud, da det bankede på døren, og Reginal stak sit lyse hoved ind ad den.

„Mor, forstyrrer jeg?“

Mrs. Bush lagde bogen, hun havde og så smilende på sønnen:

„Nej, min dreng, du ved jo godt, styrrer mig, hvis der er et eller andet, du vil mig. Men hvor er Maud henne? Hun gider vel ikke tage nogen steder hen i dette vejr?“

„Hun og Bill er på tennisbanen.“

„Og du er ikke med, min dreng?“

„Nej, Jo — Jo …“

„Det er sandt, nej, Jo har ikke ladet sig se i dag, men hun kommer nok, skal du se, hendes mor er vel træt. Vejret i dag er trættende, især for os ældre damer.“ Reginal havde lukket døren efter sig og dalede nu ned på kanten af divanen:

„Tillader du, mor?“ Han tog sit cigaretetui frem. „Ja, vær så god, min dreng. Du kan godt give mig en med.“

De tændte. Mrs. Bush røg langsomt og satte sig ved siden af drengen. Hun sagde ikke noget. Hun var ganske klar over, at Regi, hendes lange dreng, havde et eller andet at betro hende, men hun var også klar over, at det ikke kunne nytte at trænge ind på ham. Det kom nok af sig selv, det han ville, og hun mente for resten at være klar over, hvad det var.

Heller ikke den unge mand sagde noget til at begynde med, eftertænksomt og sagligt lavede han røgringe og pustede dem kunstfærdigt fra sig, endelig rømmede han sig, tøvede et øjeblik. Så busede det ud af ham:

„Mor, kan du ikke tage dig lidt af Jo’s mor?“

„Jo-o, jo, det kan jeg naturligvis godt.