Vinterland

den sagte susen af blæsten, som rusker i træets nøgne grene ude på gårdspladsen, er der helt stille.
Så er den der igen. Tre arrige slag. Og pludselig går det op for hende, hvad det er. Der er nogen, der banker på døren.
Det er en fremmed lyd. Hun har kun hørt dørhammeren få gange i de fire år, de har boet i huset, for normalt ser de ingen. Engang havde de venner, men ikke længere. Hun drejer hovedet. Clockradioens grønne tal viser 04.16.
Hvem kan finde på at dukke op på denne tid af døgnet? tænker hun. Politiet? En tid holdt de øje med ham, så meget ved hun, men da ikke de seneste år. Hvem så? Et røveri?
Men ville røvere banke på?
Hun rækker armen ud og rusker i sin mand. Han ligger med ryggen til og sover tungt, kan hun høre på hans snorkende åndedræt. Hun rusker igen, hårdere.
»Hvad?« mumler han søvndrukkent.
»

»Godmorgen,« svarer han så med hæs, sprukken stemme, en sørgelig rest af den stentorrøst, advokat Mogens Junckersen før i tiden op­dyrkede, forædlede og plejede som et skarptslebent våben og brugte til at skræmme livet af dommere, kollegaer, klienter, hustru, børn samt assorterede udpluk af byens ekspedienter og håndværkere.

Han finder hurtigt et skulderhylster under hver arm og to Sig Sauer 9 mm-pistoler.

Det er ikke møblerne og køkkentøjet. Og heller ikke skifterammerne, rullegardinerne og kasserne til opbevaring … alt det har hun ingen problemer med, og i virkeligheden er hun totalt ligeglad med design. For hende er en stol, man kan sidde nogenlunde ordentligt på, og som er til at betale, en god stol.
Det er andre ting, der får hendes ubehag til at flamme op. Blandt andet at hun ikke kan finde rundt. At ligegyldigt hvad hun leder efter, så ender hun stort set altid i afdelingen for yuccapalmer og duftlys.
Men mest af alt er det hele det klaustrofobiske tabernakel, hun ikke magter. Det ufattelige

Han rejser sig.

»Næ, ikke engang, jeg har faktisk lige fået det.

Henrik er bestyrer af et større byggemarked på Vestegnen, og når ikke han taler om tilbud på stiksave og trykimprægnerede lægter, kredser hans verden primært omkring fodboldklubben Manchester United, som han har et nærmest religiøst forhold til.

Niels tager fat om Signes hoved med begge hænder, kysser hende længe på munden og hvisker til hende, hvordan han lige om lidt, når de andre er gået, har tænkt sig at tage hende, til hun skriger af fryd, og Signe nikker og smiler til ham og ved, at det kommer ikke til at ske – ikke fordi hun vil være kold og afvisende, men fordi hun kan se i hans øjne, at han er så fuld, at lyset vil gå ud i samme sekund, hans krop rammer madrassen.

Juncker trækker på skuldrene

»Hvad fanden vil de sige til offentligheden? Hvordan vil de forklare

Stress kan komme uden varsel, fra hjørner af tilværelsen, man ikke havde forestillet sig, og i mange forklædninger.

kan komme uden varsel, fra hjørner af tilværelsen, man ikke havde forestillet sig, og i mange forklædninger

Faren stirrer på ham med samme tøvende forbløffelse i øjnene, som har lyst ud af dem hver eneste morgen, siden sønnen flyttede ind. Juncker kan formelig se, hvordan den gamle desperat klamrer sig til følelsen af, at den mand, der står i hans køkken og roder med hans kaffemaskine, er et menneske, han kender. Han fornemmer, hvordan den gamle mand desperat råber ind i senilitetens mørke skov, kun for at høre svage ekkoer af sin egen stemme som svar

Har I en vest med til mig

Så vi har altså en tilsyneladende

Hva’ fanden er det, vi har gang

Andet end at han er en forpulet voldtægtsforbryder, der burde sidde og ruske tremmer, tænker hun.
»Kun tre mand fr

Da Merlin har lagt på, sidder

To af de tre, det er gået ud over, er også involveret i voldtægtssagen, så det kan ikke udelukkes, at der er en sammenhæng. Men det vil jeg også

Tilbage på stationen ser han til sin overraskelse, at mailen fra Cornelius Andersen allerede ligger i indbakken. Mere omtåget har lederen af asylcentret

Klokken er over tre, da han