Du”.
Nu står det der i øverste venstre hjørne af min bærbares tomme skærm.
Et lille, stort ord.
Et enkelt, svært ord.
Og bare det at se det stå dér er nok til, at det suger i maven, og jeg læner mig tilbage på stolen og ser dig for mig, løbende.
Du løber, Sebastian, vi løber side om side. Du tager to skridt, hver gang jeg tager tre, og hvis du vil, kan du løbe fra mig – damn, jeg hader at indrømme det – men jeg giver dig i det mindste kamp til stregen og sved på panden. Side om side løber vi gennem skoven ad klubbens afmærkede tikilometerrute, og jeg kan høre