«Væverne» er et skuespil i fem akter af den tyske digter og dramatiker Gerhart Hauptmann fra 1892. Stykket skildrer en gruppe af schlesiske vævere, der stod bag et historisk arbejderoprør i 1844. Karaktererne er proletarer, der i bekymring over den øgede industrialisme, kræver højere løn og flere rettigheder.
Med industrialiseringen opstod der sult og nød i de tyske byer og særligt slemt stod det til for hjemmevæverne, der blev udkonkurreret af billige, maskinelt fremstillede varer fra England. I det dengang tyske Schlesien blev væverne også udpint af godsejere og købmænd. Det førte til en voldsom opstand og resulterede i kampe mellem demonstranter og militær. Mange af væverne blev skudt eller arresteret og flere blev efterfølgende idømt hårde fængselsstraffe. Vævernes oprør gjorde stort indtryk på Karl Marx, der efterfølgende beskrev opstanden som den tyske arbejderbevægelses fødsel.
Gerhart Hauptmann (1862–1946) var en tysk dramatiker og forfatter og betragtes som en af de vigtigste repræsentanter for naturalismen. Efter flere mislykkede forsøg på at uddanne sig som officer og efterfølgende ernære sig som billedhugger og tegner begyndte han at arbejde som forfatter. De besøgende i den tyske stationsby Erkner, hvor Hauptmann boede i nogle år, gav ham inspiration til romanen «Bahnwärter Thiel», som han fik sit gennembrud med i 1888. I 1912 modtog han Nobelprisen i litteratur.
