Ludmilla Ulitskajas roman om familien Kukótskij foregår i Sovjetunionen fra 1930‘erne og ca halvtreds år frem. Hovedpersonen Pavel Kukótskij bliver gynækolog og fødselslæge, selvom han betragtes som politisk ukorrekt med en «mistænkelig familiebaggrund». Hans klinik evakueres under 2. verdenskrig til en provinsby i Sibirien. Her møder han Jelena, de bliver gift og han adopterer hendes datter Tanja — romanens anden hovedperson. Hun går i faderens fodspor, men en række dyreforsøg får hende til at vende karrieren ryggen. I stedet bliver hun “dissident” og lever et jazz‘et liv som boheme. Hun får et barn.
I årene efter 1960‘erne hvor en normalisering syntes indenfor række-vidde, bliver Sovjetunionen i stedet mere og mere nedslidt, men Pavel har fået et barnebarn og, viser det sig, et livsmål
Ludmilla Ulitskayas roman handler i sit udgangspunkt meget om menneskers fysiske natur, om kærlighed og seksualitet, men også om følsomhed, ja overfølsomhed. Den er et studie i psykologisk indlevelse og demonstrerer en realisme, der ubesværet leder over i en mytisk og meget russisk universalisme. Romanen rækker derfor langt ud over det tids— og stedbundne udgangspunkt. Genteknoligi og medicin, videnskabens etik, krop og kosmos og de evige spørgsmål om menneskets natur, som romanen tematiserer, understreger dette. Det er engageret verdenslitteratur.
Ljudmila Ulitskaja (f. 1943) er russisk forfatter født i en jødisk familie under evakueringen. Hun blev uddannet biolog og fik i 1967 arbejde på akademiinstituttet i Moskva som genetiker, hvorfra hun blev fyret, fordi hun var privatudgiver af illegal litteratur. I to år var hun litterær rådgiver for et jødisk musikteater, og siden da har hun levet som forfatter og publicist. Hendes romaner har ofte stærkt fokus på social status i sovjetisk kultur, kvinder og kønsroller og tolerance for religion og etnicitet.
