”Christina Hesselholdt har skrevet en drastisk overgiven og ætsende idiosynkratisk og finurligt fabulerende højsang, der er lige til at blive tårnhøj af … Principielt er (jeg og) du-romaner en stærkt betænkelig sag (vi ser her bort fra Hesselholdts egen EKS), så allerede dér er en forfatter ude, hvor hun ikke burde kunne bunde, men hun stepper hen over vandet, gør hun, på de spidseste hæle. Fordi hun nemlig ikke skriver poesi, men goddamn prosa, kroget/knastet fortællende og fabulerende og beskrivende og digresserende, med en absolut skæv og idiosynkratisk og frigjort omhu … Det er ikke, fordi det hele er action, der er også masser af rene kærlighedserklæringer og bunker af dvælende lovemaking, men aldrig klamt, kitschet, altid (ligesom actionen) båret (højt) oppe af den fantastiske, intense & distræte hesselholdtske diktion, der i denne roman omsider er sprunget ud i fuldt flor. Kærlighedsfokuset i Du, mit du muliggør paradoksalt nok en radikal frihed, som forfatteren har grebet med kyshånd. Hun fortaber sig krystalklart (splintrende) og fabulerer barokt (eksploderende) og reflekteret påhitsomt (svævende), og gør det både ind og ud af denne heftige kærlighed.”
— Lars Bukdahl, Weekendavisen
