Kaskelotternes sang

Han gled op i bølgerne for at overgive sig til søvnen. Meget ensom og meget træ

Hurtigt fik hun ham op til overfladen, så han kunne indsuge den første luft, men fornemmelsen af, at der var fare på færde, forlod hende ikke. Der var en fjende i nærheden. Hun hørte en taktfast lyd, højere og højere.

Angst

Alt var roligt. Tangøje lå ved siden af sin mor. Engang imellem glippede han med øjnene, som om han ville se ned i afgrunden. Der var helt sort og helt stille dernede.

Han var nysgerrig.

I lang tid lå han og lyttede til moderens åndedræt. Nu sov hun vist.

Han foretog et hurtigt dyk, men vendte om med det samme. Han turde alligevel ikke.

Han gled op under moderen igen og hørte, at Gylte også var vågen. Hun lå og hviskede: »Pist, pist, Tangøje.« Hendes mor snorkede, som om der var tang i åndehullet.

Tangøje listede over til Gylte og følte en dejlig kriblen i kroppen. Der var ikke noget at være bange for, når man var to.

»Vil du med ned i dybet?« spurgte han. Inderst inde håbede han, at hun ville sige nej.

»Lad os det,« hviskede hun.

»Tør du godt?« spurgte Tangøje.

»Ja, tør du ikke?«

»Johow, men der er så stille.«

»Uhyggeligt stille,« sagde Gylte.

De dykkede tæt sammen og tænkte på spækhuggerne. Alt uhyggeligt havde noget at gøre med spækhuggerne, syntes de, selv om de aldrig mødte nogen. De slog med halerne for at stramme sig op. De var ikke SMÅ unger længere.

De gled ned mellem to isbjerge og hørte nogle kriblende lyde. Det var nok blæksprutter. De famlede sig frem langs en skrå klippevæg, men der var meget, meget langt ned til bunden.

»Hvad mon der er dernede?« hviskede Gylte.

»Hemmeligheden,« sagde Tangøje, »skal vi ikke hellere vente til i morgen?«