Åndens liv

“Kun synet tilvejebringer derfor det sanselige grundlag, hvorpå ånden kan forstå begreber om det evige, det, som aldrig forandrer sig og altid er nærværende.”89

Jonas opregner alle synets fordele som den ledende metafor og model for den tænkende ånd.

Endelig henter dømmekraften – den sidste af vores åndsevner, der blev opdaget – sit metaforiske sprog, hvilket Kant i den grad var klar over, fra smagssansen (Kritik af dømmekraften skulle oprindeligt havde heddet Kritik af smagen),

Åndens aktiviteter, der i sig selv er usynlige og beskæftiger sig med det usynlige, manifesterer kun sig selv gennem tale.

Som tilskuer kan man forstå “sandheden” om det, skuespillet handler om; men den pris, man må betale, er, at man giver afkald på at deltage i det.

Vi kan finde denne bevidste, aktive ikkedeltagelse i livets daglige dont i sin sandsynligvis første – og uden tvivl mest enkle – form i en lignelse, der tilskrives Pythagoras og fortælles af Diogenes Laërtios:
Livet … er som en festival; nogle kommer til festivalen for at konkurrere, nogle for at udøve deres håndværk, men de bedste folk kommer som tilskuere [theatai], og lige sådan er det i livet: De slavebundne naturer jagter et godt omdømme [doxa] eller fortjeneste, filosofferne jagter sandheden.51

Evnen til gennem tænkning at foregribe fremtiden har rod i evnen til at erindre fortiden, hvilket igen har rod i den endnu mere grundlæggende evne til at afsanse og gøre det, der er fysisk fraværende, nærværende for (og ikke blot i) ånden.

For at formulere det helt enkelt: I filosoffens velkendte åndsfraværelse er alt nærværende fraværende, fordi noget virkeligt fraværende er nærværende for hans ånd, og til de fraværende ting hører filosoffens egen krop.

Tænkningen afbryder enhver handling, enhver almindelig aktivitet, ligegyldigt hvad det måtte være. Al tænkning kræver et stop-og-tænk.

For at man kan tænke over et andet menneske, må han ikke være til stede; så længe man er sammen med ham, tænker man hverken på eller om ham; tænkning indebærer altid erindring: hver eneste tanke er strengt taget en efter-tanke. Det kan selvfølgelig være, at man begynder at tænke over en stadig nærværende person eller et stadig nærværende objekt, i hvilket tilfælde man i al hemmelighed har fjernet sig fra sine omgivelser og opfører sig, som om man allerede var fraværende.