Æg

et

aner ikke, hvad jeg ellers skal gøre.«
Vi havde ikke set morfar i flere år, og jeg havde derfor kun hørt hans stemme i telefonen, når han ringede – ofte sent på aftenen eller først på natten – og insisterede på at fortælle om altings begyndelse. Men hændelsen i mosen havde

Det var ikke hver dag, der kom fremmede til Nielsstrup, i gennemsnit skete det højst en gang om måneden, og det sidste års tid havde de eneste fremmede i landsbyen været pestdragerne: i begyndelsen store fuldvoksne mænd med brede skuldre og et barskt udtryk i ansigtet, senere knægte, der knap var tørre bag ørerne endnu, og hvis ansigter dirrede som espeløv, små drenge, hvis største ønske var at komme hjem til mor, og som en gammel, krumbøjet munk, der tyggede kardemommekapsler og stank af røgelse, hundsede koldhjertet rundt med.

forsvinde sammen med én fra hendes søster og tre fra hendes gamle mor, som var for svag til selv at foretage den lange og besværlige rejse til vortest

de gået deres første ture, i hvilket krat skjult for omverdenens blikke, under hvilken nedkroget hyld, ved hvilken dam fyldt med åkander? Da spørgsmålene først var begyndt, ville de ingen end

Tora kikkede ind i ilden. Hun turde ikke

De fandt mig nede i mosen viklet ind i en trærod fra en tue. Mit ene ben var brækket. De to store drenge var løbet efter hjælp og havde mødt nabo­pigens far, som forsøgte at give mig kunstigt åndedræt på den mudrede mosebred, inden ambulancefolkene kom. »Hvad er der sket?« råbte han. »Hvad er det her for noget?«
Det hele var startet kort tid forinden, da den ene af drengene holdt mine arme fast bag ryggen, mens nabopigen og den anden skiftedes til at slå mig i ansigtet med flad hånd, og alting begyndte at ryste. Men det var ikke mig, der rystede, det var jorden, især jorden under min venstre fod, forekom det mig. Først en svag resonanslyd, e