Kate Morton

En velbevaret hemmelighed

Forfatteren til DEN GLEMTE HAVE er tilbage med en stor roman om familiehemmeligheder, der elegant bevæger sig frem og tilbage mellem tiden omkring 2. verdenskrig, starten af 1960'erne og nutiden.

På en varm sommerdag i begyndelsen af 1960'erne har den 16-årige Laurel gemt sig fra familien og drømmer om fremtiden, der ligger og venter på hende. Men drømmerierne får en brat afslutning, da Laurel oppe fra sit skjul bliver vidne til en alvorlig forbrydelse.

50 år senere er Laurel den berømte skuespillerinde, hun drømte om at blive, men fortidens hændelser har kastet lange skygger ind over hendes voksenliv. Hun vender derfor tilbage til sit barndomshjem for at forstå, hvad det egentlig var, hun som teenager var vidne til.
Pressen skriver:
»… En velbevaret hemmelighed er et godt bekendtskab, fordi den er så underholdende og uforudsigelig. Historien er velkomponeret, hovedpersonerne er fint modelleret, og plottet er gennemarbejdet. Morton har toppet bestsellerlisterne med sine forrige bøger, der er udgivet i 38 lande. Jeg er sikker på, at En velbevaret hemmelighed også vil finde sit publikum. Den passer godt til en weekend i hængekøjen.«
— Louise Windfeld-Høeberg, Weekendavisen
»Romanen rummer en udsøgt blanding af gode sikre bestselleringredienser som mord, mystik, forbrydelse, historie, slægtsdrama, overraskelser og romantik. Hvad kan man forlange mere?«
— K.E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende
720 паперових сторінок
Дата публікації оригіналу
2013
Видавництва
Gyldendal, Cicero

Інші версії книжки

Враження

    Thrine Vestergaard Jakobsenділиться враженнямминулого місяця
    👍Раджу

    Spændende, velskrevet

    Pernille Johansenділиться враженнямторік
    👍Раджу

    Meget lang og til tider også for lang.

    Pia Moestrupділиться враженням2 роки тому
    👍Раджу
    🔮Мудра
    💡Пізнавальна
    🎯Корисна
    🚀Неможливо відірватися

    Velskrevet, overraskende - en rigtig god bog.

Цитати

    Marianne Breumцитує7 місяців тому
    Når Iris havde fået færten af et eller andet, kunne hendes interesse være kvælende, og Laurel var ikke parat til at blive krydsforhørt.
    Jeanne Splidsboel Fiskerцитуєторік
    kilometer uden at blive det mindste forpustet.
    Det gjorde hun nu ikke. Hun måtte jo tænke på sine strømper. De var det sidste par uden rendemasker, og der var ikke noget som en skarp vragdel fra Blitzen, der kunne få ens nylonstrømper til at løbe. Det kendte Dolly alt til. Hvis hun ødelagde sit sidste par strømper, ville hun være tvunget til at tegne streger på bagsiden af sine ben med en eyeliner som tarvelige Kitty. Nej, ellers tak. Dolly tog ingen chancer, og da en bus standsede i nærheden af Marble Arch, sprang hun på.
    Der var en lille ståplads bagest, og der stod hun så, mens hun forsøgte at undgå at inhalere den salte lugt af en opblæst herre, der holdt foredrag om kødrationering, og om hvordan man bedst sauterede lever. Dolly modstod sin lyst til at fortælle ham, at opskriften lød som noget fandens hundeæde (ha!), og så snart de havde rundet Piccadilly Circus, sprang hun af igen.
    „Hav en god aften, min pige,“ råbte en ældre mand i vagtværnsuniform, da bussen forsvandt i det fjerne.
    Dolly svarede med et vink. Et par soldater, der var hjemme på orlov og sang ‘Nellie Dean’ med fordrukne stemmer, tog hende under armene, da de passerede, en under hver, og hvirvlede hende rundt. Dolly lo, da
    Charlotte Willumsen Perssonцитує2 роки тому
    Laurel havde rystet ivrigt på hovedet. Hun kunne godt lide mors historier.
    „Har jeg ikke? Ja, det forklarer jo en hel del. Jeg har faktisk undret mig over, hvorfor jeg ikke har mødt dig der.“
    „Mødt mig hvor, mor? Hvad er Nattergalstjernen?“
    „Jamen, det er jo vejen hjem, selvfølgelig, lille vinge. Ligesom det er vejen ud.“
    Laurel var forvirret. „Vejen hvorhen?“
    „Den fører alle steder hen …“ I samme øjeblik smilede moren på den måde, der altid gjorde Laurel glad for at være nær hende, hun lænede sig tættere på, som om hun skulle til at fortælle en hemmelighed, og hendes mørke hår gled frem over den ene skulder. Laurel elskede at høre hemmeligheder. Hun var også meget dygtig til at holde på dem, så hun lyttede opmærksomt, da moren sagde: „Nattergalstjernen er et stort skib, der hver aften sejler ud fra søv

На полицях

    Jan Brügge
    Romantik
    • 51
    • 9
    Lisbeth Køppen Andersen
    Romantik
    • 24
    • 3
    M-Joy
    Romantic
    • 249
    • 2
    Linda Charlotte Hinsch
    Linda
    • 36
    • 2
    Dorte Poulsen
    Vil læse
    • 25
    • 2
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз