De Ellekær bønder

Jeg skal Djævelen annamme mig lære ham ret kurs, for bonde er han, og bonde bliver han, og det skal ikke spørges, at Hans Ulrik Vinkel lader sig noget sige af sådan en skidtsak!

Nu får han sin sag for!

Er det ikke værd at overveje?

den af himmel, jord og hav og – – og kød og blod og – – men jeg mener, om jeg, til Hans pris, kunne eftergøre det alt sammen i toner så herlige – – Else, jeg kan somme dage høre dem inde i mig selv, så herlige som englenes sang, at jeg kunne græde derved, men prøver jeg så at få dem ud af skalmejen – – nej!
Han rystede igen på hovedet, mens hun fra siden så på ham. Han havde før talt som nu, og hans tanker gjorde hende urolig. Han, som ellers spillede så smukt, at alle blev i godt humør.
– Der er atter en hjort, sagde hun og pegede, – at vi dog intet kan gøre! Knud var parat til at rejse sig.
– Nå, den er da ikke i kornet, sagde han så.
Kronhjorten var gennem det lave ellekrat på vej mod syd. Den travede af sted i lange, gyngende skridt, nu og da svingede det mægtige gevir, når den så sig om.
– Det kunne godt være en sekstenender, sagde Knud bittert, idet han med hånden skyggede for øjnene. – Ja, vi må føde dem, og manden kan skyde dem.
– Jeg kyser altid ad dem, hvis jeg kommer over dem! sagde Else vredt. – Men alligevel æder de af sæden.