Tom Kristensen

Kirsten kontakte Hanne for at få de seneste nyheder. Den tætte kontakt knyttede dem sammen, og de udviklede nærmest et venindeforhold.

EG BESLUTTEDE MIG tidligt i min karriere for, at jeg aldrig ville låne penge til at køre motorsport for. Jeg ville ikke køre på en løgn og en stor gæld. Jeg tror, at den overbevisning stammer fra min opvækst. Mine forældre havde kun råd til det allermest nødvendige, og det gav mig respekt for penge. Siden så jeg i banken, hvad penge kan gøre ved folk.

Min bror og jeg tog ordet til os og har ofte brugt det. Ikke så meget over for andre, men til os selv, når vi har grublet over modgang. Når vi så var kommet videre, kaldte vi det for ’Calleeffekten’.

John Nielsens Jaguar-sejr i 1990.

Tom nøjedes med at smile og tage imod det store fix af selvtillid. Han kiggede stålsat på kørebanen og tænkte: ”Videre.”

En storskrydende debutant havde ikke overlevet længe i et Le Mans-setup med to drevne Formel 1-piloter. Det havde Tom regnet ud, og det lå i øvrigt heller ikke til hans natur. Ralf Jüttner noterede til sin tilfredshed, at Tom var videbegærlig. Når Tom ikke var i bilen, sad han i pitten og sugede viden ud af Ralf Jüttner. Porschens opbygning og kravene til et 24-timers løb blev ikke bare terpet igennem for at være så godt forberedt som muligt. De tekniske spørgsmål havde Toms oprigtige interesse.
Det gjorde den tyske arbejdsgiver rolig, at Tom hverken var for duperet til at spørge eller for at arrogant til at lade være. For selvfølgelig var han Joest-teamets usikre kort op til løbet. Han var endnu ikke et stort navn i motorsport,

Det var tydeligt for Tom, at Alboreto var den usagte chef i bilen. Den hurtigste bestemmer.

tillede op i en ny, stærk Porsche, men krævede sædet finansieret. Med blot en smule research i Toms karriere ville de have vidst, at den dengang 29-årige dansker – i modsætning til de fleste andre professionelle racerkørere – aldrig havde betalt for et sæde. Intet kunne rokke ved det princip, så Roock Racing fik et pænt nej tak.
Det var dog ikke uden svære overvejelser, for Tom vidste godt, at han dermed risikerede at forpasse sin chance for at komme til at køre Le Mans. Alligevel havde opkaldet indikeret, at der var interesse for ham ude i de kredse, som kunne blive hans billet til løbet. Derfor havde ha

Men jeg havde Timo Scheider på indersiden, hvilket var en fordel, for en ny teamkammerat som Timo ville aldrig udnytte, at jeg tabte en anelse af min kørelinje. Selv om han også var min konkurrent og skulle køre for sin egen chance, forventer man loyalitet fra sin nærmeste kollega. Som minimum forventer man i hvert fald, at man ikke udsætter hinanden for fare.
”Hvad laver han?” tænkte jeg.

Fem minutter før løbets start tog jeg min HANS-krave, hjelm og handsker på. Det var dejligt at komme ind i bilen og nyde roen. Døren stod på klem, og de mange teknikere og mekanikere begyndte at trække væk fra min og de andres biler. Langsomt blev griden ryddet.
Jeg var endelig alene og kunne koncentrere mig om det, alt handlede om. At sidde i en racerbil med styrthjelm på, fastspændt til et sæde, der er støbt til min krop, spændt fast med seks-punktsele og iført brandhæmmende tøj fra top til tå er noget af det bedste, der findes. Det byggede sig op inden i mig. Jeg registrerede de fyldte tribuner. 90.000 mennesker omsluttede banen, der var noget helt specielt, især for os, der bar Audis fire ringe på vores dragter. Vi var ikke elsket af alle derude i skoven på Hockenheim. Sådan måtte det være, når vi opholdt os i Mercedes-land, hjemmebanen for vores ultimative fjende i DTM-serien. Barcelona mod Real Madrid på fire hjul.