Det forsvundne folk

Østerbro, sensommeren 2017:

Det rigtige tal er nemlig kun 11 procent.

Man bliver ikke fysisk nedslidt af at sidde på sin flade røv på Christiansborg23«.

fryser billedet: Oppe på podiet står forskningsdirektøren – Torben Tranæs, cand.polit., ph.d., professor og økonomisk vismand. Bosiddende i Vedbæk.
Nede på pladsen står Laila Sommer, vred og halvt oprejst i stolen. Uddannet sosu-assistent, 40-års-jubilæum i ældreplejen. Bosiddende i Rønne.
»Du skulle prøve

»Hvis der sker en utilsigtet hændelse, skal vi kunne dokumentere, hvad der er sket,« forklarede Claus Hjort Frederiksen. Herefter fulgte et kort, men intenst, replikskifte. Venstres mangeårige minister blev på syngende bornholmsk sat godt og grundigt til vægs af en ukendt sosu-assistent. Og de flere hundrede tilhørere klappede og buh’ede.

Danmark et klassesamfund? Debatten var formet som en retssag, hvor Laila var ét af mine vidner. Hun fortalte, hvordan hierarkiet i den offentlige sektor er værre end før, og hvordan djøf’ere og krav om registrering styrer hverdagen i ældreplejen. Hvis en beboer har dårlig mave, kan Laila ikke bare som tidligere hente en ble i depotet. Der skal først sendes en rekvisition til blekoordinatoren, som sender den videre til den bleansvarlige sygeplejerske, der så visiterer bleen.

af mine veninder søgte et job som mellemleder – hun fik afslag med den begrundelse, at hun er for god ved borgerne!«

Hovedstadsboblen fører til social blindhed. Folk i indflydelsesrige stillinger møder ikke dem, som de skriver om, analyserer og træffer beslutninger for. Når mennesker reduceres til enheder i excel-ark, bliver skæve beslutninger abstrakte og uden konsekvens. Det bliver så dejlig nemt.

Problemet kan sættes på spidsen med spørgsmålet: Hvornår har topøkonomerne, der designede dagpengereformen, sidst mødt en af dem, som har mistet dagpengene?

Paradoksalt nok er er det de mest afsondrede, der har størst indflydelse på samfundet.