Søde, røde sommerdrømme

an står og ryger, selvom han ved, at Carolines far hader det. Og han taler med hende. Med Ina. Ina, der har en kjole på, som sikkert er fra Gina Tricot. Ina som ikke ved, hvordan man lægger mascara, og som derfor altid kommer til at ligne Jokeren fra Batman. Ina, som Caroline har kendt, siden hun var ti år. Som hun engang kaldte sin bedste veninde.

rrasket over, at de er mor og søn. Tøjmæssigt ser de ud, som om de kommer fra to forskellige verdener.

Og du skal gøre det nu.“
Hun er vanvittig. Og det faktum, at jeg faktisk ikke er kriminalreporter, men i virkeligheden arbejder på et blad, der hedder Chance og for det meste skriver om Kalle Moraeus’ slankekure, giver mig næsten lyst til at grine. Men det gør jeg selvfølgelig ikke.
Jeg er alt for optaget af at forsøge ikke at besvime af panik.
„Først forstod jeg ikke, hvem du var. Hvad du lavede her på øen? Du virkede lige så malplaceret som mig. En outsider. Men så så jeg dig der i skoven. Jeg så dig sammen med ham politimanden, dengang I gik rundt i Inas hus. Er det din kæreste?“
Jeg synker en klump. Pludselig føler jeg mig ikke bare bange, men også vred.
„Var det dig?“ spørger jeg. „Var det dig, der kiggede ind den der aften … i badehuset?“
Janna nikker langsomt. Hun ser næsten ud, som om hun er rørt. Rørt over, at jeg har fattet sammenhængen. Men så siger hun det igen:
„Jeg stillede dig et spørgsmål. Er det din kæreste? Ham politimanden?“
Jeg ryster. Ved ikke, hvad der er det rette svar. Skal jeg sige ja? Skal jeg sige nej? Hvad vil kunne redde mig?
„Ja,“ fremstammer jeg.
„Godt. Så kan du få ham til at forstå det, ikke? Forstå, hvem der er skyldig i alt det her. At Ebba er farlig. Livsfarlig. Ikke?“
„Jo.“
Hun peger på min bærbare.
„Find din computer frem,“ beordrer Janna. „Nu.“
Jeg begynder langsomt at række ud efter den bærbare