Bechs forlag - Viatone

«Det, der gør Onegin fremragende, er dens tidløse indsigt i mennesket: dets forfængeligheder, dets dårskaber, dets katastrofer.» — The GuardianHandlingen udspiller sig i 1820’ernes Rusland. Den blaserte og melankolske unge Eugen Onegin arver sin rige onkels gods og forlader sit dekadente liv i storbyen for at indtage sit nye landsted. Her møder han søstrene Tatjana og Olga fra den nærliggende gård og bliver ven med sin romantiske nabo, digteren Vladimir Lenskij. Den uskyldsrene og stolte Tatjana forelsker sig i Onegin og erklærer ham sin kærlighed, men han afviser hende koldt og ligegyldigt. Onegin rager uklar med sin gode ven og i en hævnagt bejler han kynisk til Tatjanas søster Olga, der er Lenskijs forlovede. Det får tragiske følger — en gribende historie om kærlighed, anger, jalousi og duel folder sig ud.Eugen Onegin er et hovedværk i russisk litteratur, en versroman skrevet af Aleksandr Pusjkin, der regnes for Ruslands nationaldigter. Her møder vi det ”overflødige menneske” uden mål mening, en dekadent karakter der senere går igen i den russiske litteratur blandt andet i Tjekhovs tragiske dramaer og som hovedpersonen i Lermontovs Vor tids helt. Pusjkins tragiske kærlighedshistorie og skildringen af livet i den russiske overklasse har inspireret digtere, forfattere og musikere i tiden efter. Tjajkovskijs berømte opera fra 1878 og John Crankos populære ballet fra 1965 har opnået egen særskilt popularitet, og sammen med adskillige filmatiseringer har de bidraget til at udødeliggøre værket.”Historien er enkel og banal, men himmel, hvor det er iscenesat af en djævleblændt ironiker og følsom analytiker, som på skrømt og i alvor endevender livsleden, tungsindet, kærligheden, kunsten, i både inderlige og satiriske skildringer af overklassens liv. En mandsverden med tæft for det kvindelige, men frem for alt: spleen rimer på maskulin.” — Torben Brostrøm, Information«Pusjkins genialitet sammenlignes gerne med Mozarts. Så ubesværet og tidløs virker hans poesi, på én gang boblende let — og dyb… Hans sublime kærlighedslyrik er i verdensklasse.» — Mette Dalsgaard, Information"… det mest enestående udtryk for den russiske ånd." — Nikolaj Gogol«det udødelige værk, hvortil der ikke findes mage.» — Fjodor Dostojevskij«Det, der gør Onegin fremragende, er dens tidløse indsigt i mennesket: dets forfængeligheder, dets dårskaber, dets katastrofer. Det er et livsklogt værk, hvis karakterer er bevidste om deres egen plads; og der er et bemærkelsesværdigt strejf af selvforagt under det næsten uforsonligt muntre vers.» — The Guardian«Tid og sted er opfattet og skildret med uforligneligt mesterskab. Navnlig natur— og samfundsbillederne fra landet er af en dugfrisk umiddelbarhed og enkelhed, der gør dem uforglemmelige for læseren … Men især er det vel det næsten ufattelig sikre greb om typerne, som giver Eugen Onegin dets afgørende betydning.» — P.A. Rosenberg i forordet til sin oversættelse”Det blev affattet i en af ham selv skabt strofe på fjorten linjer, hvor firfodede jamber … let og legende glider afsted som en klukkende bæk … Det er som at blade i en rigt illustreret beretning om russisk liv i 1820’erne.” — Carl Stief, Verdens Litteratur Historie, Politiken>”Romanen flød afsted på kåde jamber, der var som små skummende katarakter, som perlende champagne. De sluttede sig sammen i mesterlige strofer, hvor vers på 9 stavelser med kvindelig udgang legede tagfat med vers på 8 stavelser med mandlige rim i en ufravigelig, nøje beregnet følge … Der var således en aldrig svigtende, altid levende, altid bevægelig smidighed over denne Onegin-strofe, som blev berømt.” — Stender-Pedersen, Russisk litteraturOm værketEugen Onegin består af otte kapitler som Pusjkin skrev og udgav løbende i årene 1823–1831. En samlet udgave udkom i 1833 og en endelig revideret udgave i 1837. Kapitlerne består af strofer med 14 linjer i et fast rimmønster, hvor de enkelte linjer består af fire jamber, en strofeform, som Pusjkin selv opfandt og som siden er blevet kendt som Onegin-strofen.Værket er gengivet på dansk i P.A. Rosenbergs oversættelse fra 1930, nok den bedste danske oversættelse af de tre foreliggende, idet Rosenbergs oversættelse er forholdsvis fri, hvorved det lykkes at få de jambiske strofer og rim til at flyde relativt utvungent samtidig med, at meningen fremstår klart. I denne udgave er stroferne i Rosenbergs oversættelse bragt i kompositorisk overensstemmelse med den endelige russiske udgave fra 1837 og den manglende strofe 13 i kapitel 8 er tilføjet. Denne strofe er oversat urimet af forlaget efter Nabokovs engelske udgave.Aleksandr Pusjkin (1799–1837) betragtes som den russisksprogede litteraturs fader og Ruslands nationaldigter, som Shakespeare er det i England og Goethe i Tyskland. Pusjkins forfatterskab forener romantikken med realismen i et elegant og smukt sprog og har været et forbillede for russisk litteratur op gennem tiderne. Pusjkin var meget produktiv i sit korte liv, der brat endte i en ulykkelig duel. Han skrev både lyrik, prosa og drama. Hans kendteste værk er Eugen Onegin, som han selv betegnede som en roman på vers."

I det berømte titelessay Elefanten og det efterfølgende essay En henrettelse leverer Orwell en svidende kritik af det britiske koloniale styre. Baseret på egne oplevelser som officer i det koloniale politi i Burma kaster han et undersøgende blik på magt, magtudøvelse og underkastelse. Herefter følger klassikeren Sådan dør de fattige samt en række af de mesterlige indlæg, Orwell skrev til sin ugentlige klumme i The Tribune i årene 1945–49 under overskriften As I please.
Elefanten og andre essays indeholder i alt otte essays — meningsfyldte, kompromisløse, tankevækkende og enormt underholdende, viser de tilsammen Orwells unikke evne til at komme ind til kernen af ethvert emne./p>
Samlingen omfatter: Elefanten — En henrettelse –Sådan dør de fattige — En boganmelders bekendelser –Gode dårlige bøger — Sportsånd –Det engelske mords forfald — Nogle betragtninger over den almindelige tudse.
«Hvorfor er Orwell værd at læse? Fordi hans verden ikke kun er gårsdagens verden.» — Weekendavisen
«Alle der ønsker at forstå det tyvende århundrede er stadig nødt til at læse Orwell.» — New York Review of Books
«Orwell har fremfor alt en ærlig stemme — klar, ligefrem og passioneret.» — The Guardian
“(…) hver gang man dykker ned i Orwell, finder man en guldgrube af visdom.” — New York Times Sunday Book Review
«Den største forfatter i det tyvende århundrede.» — The Observer
George Orwell, pseudonym for Eric Arthur Blair (1903–1950), var en engelsk forfatter, essayist og journalist, født i Indien. Efter endt skolegang på Eton College, arbejde han fra 1922–27 i det koloniale politi i Burma. Han vendte herefter tilbage til Europa, hvor han oplevede forholdene på samfundets bund som opvasker i Paris og som vagabond og hjemløs i London. Senere deltog han som frivillig i den spanske borgerkrig i 1937. Efter hjemkomsten ernærede Orwell sig som journalist samtidig med, at han skrev sine romaner og politiske og kulturelle essays. Det gjorde ham til en af sin tids mest fremtrædende forfattere.

Bogen giver en smuk og indfølende beskrivelse af et drengevenskab, der splittes af den omsiggribende nazisme, hvis uhyrligheder og infiltration af det tyske samfund fremstår grelt på baggrund af bogens afdæmpede, lyriske tone.«Et lille mesterværk … skrevet i mol, hjemlængselens toneart … med en musikalsk kvalitet, som er både lyrisk og uafrystelig nagende.» — Arthur Koestler«Uafrysteligt mesterværk … Gængse udtryk som gribende og rystende bliver flade som kagerim over for denne ballade om sjælens adel i et venskab, der splittes som offer for nazismens hærværk.» — Tage Taaning, Berlingske«En miniatureroman så smuk, at Goethe kunne have skrevet den. Og så barsk, at Hitchcock ville have veget tilbage for at filme den. Uden at være politisk, siger den mere om Det Tredje Riges storhed og fald end et helt bibliotek.» — E. Chr. R. Bernhardsen, B.T."[Der er] ikke mange, der så dybtborende og fornemt har vist, hvordan det kunne gå til at et land med en eksklusiv højkultur kunne gå grassat, som denne lille roman af Fred Uhlman." — Henning Ipsen, Jyllands-Posten«Fin, varm bog om det romantiske Tyskland før Hitler … fortalt mærkeligt ubittert og dæmpet. Katastroferne gives knapt og uden patos.» — Bent Mohn, Politiken

”Ingen skrev bedre om den engelske karakter end Orwell” — New York Review of BooksI dette essay fra 1947 kaster George Orwell sit eminente undersøgende og analytiske blik på sit eget folk, Det engelske folk. Han skriver indsigtsfuldt om det særegent engelske, om politik, kultur og ikke mindst om det engelske sprog.“Uforlignelig skarp og frisk … Den klareste og mest overbevisende engelske prosastil i dette århundrede.” — Sunday Times“En forfatter som man kan — og skal — genopdage i hver en ny tidsalder.” — Irish Times“Orwell forbliver guldstandarden, som alle andres indsats skal bedømmes efter.” — TelegraphGeorge Orwell, pseudonym for Eric Arthur Blair (1903–1950), var en engelsk forfatter, essayist og journalist, født i Indien. Han blev uddannet på Eton College og arbejdede derefter i det koloniale politi i Burma i årene 1922–27. Herefter vendte han tilbage til Europa, hvor han oplevede forholdene på samfundets bund som opvasker i Paris og som vagabond og hjemløs i London. Senere deltog han som frivillig i den spanske borgerkrig i 1937. Efter hjemkomsten ernærede Orwell sig som journalist samtidig med, at han skrev sine romaner og politiske og kulturelle essays. Det gjorde ham til en af sin tids mest fremtrædende forfattere. Orwell var socialist, men betegnede sig som demokratisk socialist. Han var imod enhver form for totalitært styre, som han spiddede i sine to verdensberømte, satiriske romaner Dyregården og 1984.

«Historien om Dostojevskijs ekstraordinære andet ægteskab, hvor han skrev sine største romaner, er en roman i sig selv … Det er en enkel, ligefrem, ærlig og bevægende beretning om et lykkeligt, dristigt ægteskab … Den modige, ligetil, unge tilbeder har skrevet det eneste virkeligt intime portræt, vi har af ham.» — V.S. Pritchett, New York Review of Books
Anna Grigórjevna Dostojevskaja er blevet kaldt Fjodor M. Dostojevskijs hjerte og sjæl. Hun var Dostojevskijs anden hustru og var gift med ham i fjorten år frem til hans død i 1881
I efteråret 1866 stod Dostojevskij i en katastrofal situation. Forfulgt af kreditorer med trussel om gældsfængsel havde han i desperation indgået en kontrakt om at levere en ny roman på ca. 200 sider med afleveringsfrist 1. november. Som sikkerhed for leveringen havde han stillet rettighederne til alle sine tidligere udgivne romaner.
Den 1. oktober havde han endnu ikke påbegyndt den nye roman, og det forekom fysisk umuligt for ham at udfærdige og nedskrive romanen på 30 dage. Vennerne foreslog ham da at ansætte en stenograf, som han kunne diktere til og som efterfølgende kunne renskrive manuskriptet.
Den 20-årige stenograf, Anna Grigórjevna Snitkina, løste opgaven på 26 dage. Manuskriptet blev afleveret til tiden og rettighederne sikret. En måned senere friede Dostojevskij til stenografen, som blev hans anden hustru og hans redning.
Anna Dostojevskajas erindringer Mit liv med Dostojevskij er et unikt vidnesbyrd om Dostojevskijs liv og arbejde, ægteskabet med Anna, deres kærlighed og uselviske hengivenhed både til hinanden og til en fælles sag: skabelsen af nogle af verdenslitteraturens største værker.
Skuespiller og teaterinstruktør Ulla Koppel skriver i et forord til bogen, hvordan hun blev så betaget af Anna Dostojevskajas erindringer, at hun i 200-året for Dostojevskijs fødsel bearbejdede og iscenesatte Mit liv med Dostojevskij som teatermonolog.
«Hvad skulle 'verdens bedste romanforfatter' dog have gjort uden sin kone? Hun faldt for ham, da hun var 20, og kæmpede for ham og hans skriveri til hans død 18 år senere. 'Mit liv med Dostojevskij' giver et godt tidsbillede af tsartidens Rusland. Og er så kærligt skrevet, at man ikke kan lade være med at holde af hovedpersonen.» — Thomas Bredsdorff, Politiken ♥♥♥♥
«… af samme grund kan man glæde sig over en udgivelse, der relancerer Dostojevskijs sidste kone, Anna Dostojevskaja (1846–1918), og hendes erindringer, der handler om at elske forfatteren Dostojevskij… Anna græder og griner med Dostojevskijs romaner som den første læser og burde blive en modellæser for os andre.” — Rasmus Vangshardt, Kristeligt Dagblad
«Elsker man Tolstojs Anna Karenina, Thomas Hardys Fjernt fra verdens vrimmel og andre store kærlighedsfortællinger, så skal man læse med her (…) Dialogerne og hendes oplevelse af mødet med Dostojevskij er fremragende. Det er kunst, kærlighed og dedikation (…) Jeg var komplet opslugt fra start til slut og kan varmt anbefale romanen til alle, der elsker at læse erindringer.» — Julie Rasmine Larsen, litfix ★★★★★
«Der er ikke noget, der er så smukt som en ægte kærlighedshistorie. Og det er først og fremmest det, som Anna Dostojevskajas fortælling om sit liv med Dostojevskij handler om. Anna og Fjodor…. Fortællingen om deres liv er inderlig og stærk, og den giver et utroligt blik ind i, hvordan livet var for parret i samtiden og kulturen.» — Louise Trankjær, Skriv for livet
«Mit liv med Dostojevskij anbefales til alle, der interesserer sig for Dostojevskijs værker og hans tid — og for dem, der gerne vil møde en usædvanlig stærk og klog kvinde anno 1866.» — Katrine Lester, Bogblogger.dk
“… Anna Dostojevskaja har skrevet en smuk og indtagende bog … hun fortæller så jævnt og naturligt, med en anskuelighed, som kun den jævne fortæller kan eje, eller den store digter kan nå.” — Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad, 1957
“… den [bogen] brillerer ved de enkeltstående skildringers evne til som billeder eller små noveller at anskueliggøre livsformer fra en tid, der snart helt er forsvundet (…) oplevet og genfortalt af et menneske, der ganske afgjort har sit eget talent og ikke blot er den, der har kendt en berømthed.” — Social-Demokraten, 1957
“Man kan uden tøven kalde dette værk ‘spændende som en roman’ for samlivet var en roman, præget af den fælles kamp mod fattigdom og gæld og hendes kamp mod digterens uudryddelige tilbøjelighed til at understøtte alt og alle.” — Jacob Paludan, Dagens Nyheder, 1957
“Historien om Dostojevskijs ekstraordinære andet ægteskab, hvor han skrev sine største romaner, er en roman i sig selv … Det er en enkel, ligefrem, ærlig og bevægende beretning om et lykkeligt, dristigt ægteskab … Den modige, ligetil, unge tilbeder har skrevet det eneste virkeligt intime portræt, vi har af ham.” — V.S. Pritchett, New York Review of Books
“Den charmerende historie om deres møde og frieri, som er berettet i Erindringerne [Mit liv med Dostojevskij], der blev redigeret og udgivet efter hendes død, er en af de mest lysende episoder i et liv, der ellers var fyldt med mørke og ulykker.” — Joseph Frank, Dostoevsky — A Writer in His Time
“… kaster et vidunderligt suggestivt lys på de omstændigheder, de følelser og den medrivende atmosfære, der omgav ham [Dostojevskij] i det skabende arbejde. Bedst af alt, muligvis, er det en enkel, glødende fortælling om stor kærlighed.” — Helen Muchnic, Introduction to Dostoevsky: Reminiscences, 1977
“… den må være det vigtigste enkeltstående dokument om de sidste fjorten år af Dostojevskijs liv — de år, hvor han skrev Idioten, De besatte og Brødrene Karamazov.” — Philip Toynbee, Observer
“Hun holdt sin mands værker i live, lagde grundlaget for Dostojevskijstudier og efterlod et billede af manden selv, som vi ikke ville have været foruden.” — Anthony Burgess, Guardian

“Ægte genialitet … al hans vrede og frustration fandt deres første rigtige udtryksmiddel i Vejen til Wigan Pier.” — Peter Ackroyd, The Times
Vejen til Wigan Pier er en berømt reportageroman af George Orwell — oversat til dansk for første gang i 2022 af Lærke Pade og med efterskrift af Per Stig Møller.
Bogens første del er en af Orwells mest berømte reportager fra hans ophold blandt kulminearbejdere i Nordengland i vinteren 1936. I sin usædvanligt klare og enkle stil beskriver han minearbejdernes hårde arbejde, den usle løn og de elendige boligforhold, som han også prøvede på egen krop.
Bogens anden del er et essay, hvor Orwell beskriver og analyserer det engelske klassesamfund med afsæt i skildringer af sit eget liv og opvækst. Med et eminent blik for detaljerne viser han, hvordan de skarpe klasseskel står i vejen for socialismens fodfæste i England, hvilket han anser for et tvingende nødvendigt værn mod fascismens fremmarch.
Opholdet i Wigan gjorde Orwell til overbevist socialist, idet han så den økonomiske ulighed, kapitalismen kunne medføre. Han var dog kritisk overfor flere af de socialistiske bevægelser og spidder i bogen den overfladiske socialisme, hvor man sympatiserer med arbejderne, men ikke omgås dem. Resultatet var, at Orwell provokerede både venstre og højre, der begge tog afstand fra ham eller brugte ham ved at tage ham til indtægt for egne synspunkter.
Vejen til Wigan Pier er nr. 39 på The Guardians liste 100 best nonfiction books of all time fra 2017. Bogen hører til blandt de mest populære værker fra den journalistiske del af George Orwells forfatterskab.
“I dette år, 1936, blev George Orwell med sine rejser til Wigan og Barcelona til den George Orwell, der skrev sig ind historien.” — Per Stig Møller, Efterord, Vejen til Wigan Pier
“Lyden af en stor forfatter, der finder sin autentiske stemme.” — Robert McCrum, The Guardian
“Orwell er en forfatter med en exceptionel umiddelbarhed, friskhed og energi — han er påståelig og dristig, skiftevis vred og meget blid … kvaliteterne i Orwells prosa er først og fremmest, at den normalt er forbilledlig klar og enkel.” — Richard Hoggart, Introduction, The Road to Wigan Pier, Penguin, 1989
“Afskyeligheden i indledningen … er uovertruffen. Han synes at påvirke den moderne verden, som Engels påvirkede 1840–50’ernes verden. Men med den forskel, at Orwell er en født forfatter, hvor Engels, trods sin fyrige og strålende karakter, ganske enkelt ikke var forfatter.” — Edith Sitwell

Knud Hansen var berømmet for sin evne til at formidle sit stof på en klar og enkel måde illustreret med praktiske eksempler. Hans kendteste værk om Dostojevskij er baseret på et livslangt engagement i Dostojevskijs forfatterskab, som han holdt utallige foredrag om.Bogen bliver normalt omtalt som det bedste og mest fyldestgørende værk på dansk om Dostojevskij, og den blev fremhævet som værende på niveau med en doktordisputats eller højere, da han blev udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet. Bogen fik fremragende anmeldelser ved sin udgivelse i 1973, ikke mindst for sin klare formidling til en bred læserskare. ‟I gennemgangen af Dostojevskijs værker benytter Knud Hansen sig af en stor mængde direkte citater og handlingsreferater, som gør de omtalte romaner helt nærværende og læsningen tilsvarende medrivende. Hele fremstillingen er båret oppe af Knud Hansens indlevelse i stoffet, hans rige associationsevne og hans lysende klare formuleringer. … en klar og lettilgængelig form, der ikke kun vidner om dyb indsigt i det behandlede emne, men også om et stærkt ønske om at nå en stor og bred læserskare.” — Samuel Rachlin, Politiken, 1973‟… afgjort den væsentligste fremstilling af tankeindholdet i Dostojevskijs forfatterskab, der indtil nu foreligger på dansk.” — Eigil Steffensen, Information, 1973 ‟ … Dostojevskijs store romaner … kommer helt til deres ret … hos den der som Knud Hansen formelt har sin største styrke i fortællingen og genfortællingen, båret oppe af en sproglig ubesværethed der gør den tykke bog frydefuld at læse.” — P.G. Lindhardt, Jyllands-Posten, 1973 ‟… en i ordets bedste forstand folkelig introduktion henvendt til et bredt læserpublikum. Knud Hansen … fortolker kyndigt og begribeligt nogle hovedtemaer i Dostojevskijs samlede forfatterskab. … Hansens værk rummer mange skarpsindige betragtninger over de ’evige temaer’ i Dostojevskijs forfatterskab.” — Eigil Steffensen, Politiken, 1991 ‟På dansk findes der ikke noget større og bedre værk om Dostojevskijs digtning end den forhenværende Askov-forstander Knud Hansens bog, der udkom første gang i 1973.” — Hans Andersen, Jyllands-Posten, 1991 ‟Mange æstetiske specialister kunne med god grund misunde Knud Hansen den personlige tilegnelse af Dostojevskijs tankeverden, som denne bog vidner om. Den er ved sin hjertelige, hjemmevante indsigt i emnet ikke så lidt af en begivenhed. Man tør roligt spå den mange læsere og et langt liv.” — Peter Ulf Møller, Weekendavisen, 1974 Knud Theodor Hansen (1898–1996) var uddannet teolog. Efter en række år som sognepræst blev han lærer på Jelling Seminarium i 1944, og i 1953 blev han forstander på Askov Højskole frem til 1968. Udover sit praktiske virke var han forfatter til en række betydelige teologiske, filosofiske og litteraturvidenskabelige værker om blandt andre Kierkegaards og Dostojevskijs forfatterskaber.

Carl Stief skildrer Dostojevskijs dramatiske liv og giver en eksemplarisk klar og overskuelig gennemgang af de centrale værker i Dostojevskijs forfatterskab. På en-to timer vil man kunne få et glimrende indblik og overblik over Dostojevskijs liv og forfatterskab.Om at læse Dostojevskij udkom oprindeligt som et supplement til Einar Thomassens oversættelser af Dostojevskijs Samlede Værker, 1— 24 (1965). Carl Stief (1914–1998) var professor i slavisk filologi ved Københavns Universitet fra 1954–1984. Han havde oprindeligt læst litteratur og hans primære interesse var den slaviske litteratur og de slaviske sprog, folklore og folkedigtning. Han skrev disputats om russiske historiske viser og udgav en del værker om russisk litteratur, bl.a. bogen om den russiske nihilisme fra 1969, som er en undersøgelse af forudsætningerne for Dostojevskijs roman De besatte. Han har herudover bidraget til en række litteraturhistoriske samleværker samt skrevet et stort antal oplysende tidsskrift— og dagbladsartikler.

Oxfordstudenten Charles Ryder, der kommer fra en jævn borgerlig familie med en enlig far, fascineres af den ekstravagante, dekadente Sebastian Flyte fra den stenrige, aristokratiske Flyte-familie. De bliver nære venner, og Charles får sin jævnlige gang på familiens imponerende herresæde Brideshead. Charles omgås de øvrige medlemmer af den excentriske familie og drages af det privilegerede liv på Brideshead — et særligt nært forhold får han til Sebastians søster Julia. Men familiens medlemmer martres af konflikten mellem deres religiøse opdragelse og adelige pligter overfor lysten til et nydelsesfuldt verdsligt liv. Det får fatale konsekvenser for flere medlemmer af familien og for Charles’ forhold til dem.Gensyn med Brideshead er en fascinerende, nostalgisk skildring af det uddøende, privilegerede og degenererede aristokrati i mellemkrigstidens England. Fine karakterskildringer og skarpe, vittige dialoger skaber et spændende sammensat og mindeværdigt persongalleri. Romanen har gentagne gange optrådt på top 100-lister over de bedste engelsksprogede romaner bl.a. Modern Library (1998), BBC survey (2003), Time Magazine (2005) og Newsweek (2009).“(…) det er Waughs mættede prosa, eminente personkarakteristik og blik for tragediens forløsende kraft, der giver hans mesterværk dets slidstyrke og stadige fascination. Man har sjældent set noget lignende.” — Andreas Rude, Kristeligt Dagblad ****** “Evelyn Waugh tryllebinder læserne med Gensyn med Brideshead … og Bridesheads ubestridelige, fine litterære kvaliteter tåler mere end én genlæsning. Nye generationer kan begynde her.” — Jan Hedegaard, Berlingske *****“Et ægte litterært mesterværk” — TIME “Waughs mest dybfølte roman” — The New York Times “Gensyn med Brideshead har haft et stærkt greb om den britiske fantasi i mere end tres år (…) en enestående læseoplevelse” — The Independent “Hjerteskærende smuk (…) Det tyvende århundredes fineste engelske roman” — Los Angeles Times

Trippet er baseret på autentiske begivenheder i forfatterens liv som ung i 1970’ernes Farum. Det er en bog om et usædvanligt venskab og er et tidstypisk portræt af tiden med ungdomsoprør og hippieliv. Vi følger en gruppe unge flipperes tragiske liv og skæbne i takt med, at de bevæger sig ud i et stadig hårdere stofmisbrug.

Martin Riel fortæller om baggrunden for sin roman: ”Jeg blev som ganske ung bedste ven med Kim — søn af Benny Andersen — Vi var ikke bare venner, jeg flyttede også ind hos familien på Kastanie Alle i Farum.

De efterfølgende år var både farverige og farlige. Vi blev en del af en gruppe unge, der over 3 år mistede os selv og hinanden. Det var en tid, der efterlod os med ar på krop og sjæl.

For Kims vedkommende sluttede det i en leverkoma på Bispebjerg hospital.

Jeg lovede ham at sige noget pænt til hans begravelse, og det gjorde jeg. Men jeg ville gerne sige noget mere, så jeg har skrevet bogen Trippet.

Det er en beretning, der indeholder de rigtige navne på alle i bogen. Alle hændelserne er også autentiske. Men fortællingen er lagt ned i en romans form. Det er både ’rich kid, poor kid’-historien og en beskrivelse af tiden i en (dengang) lille by.

Historien ’krydsklipper’ mellem 1970–1973 og 2010–2013 i et mix af optagede samtaler mellem Kim og undertegnede og hovedpersonens egen fortælling.” — Martin Riel

Martin Riel (f. 1957) har arbejdet inden for musikbranchen i England og Danmark som presseagent for pladeselskaber og lydstudier. Siden 1980 har han skrevet tekster til en lang række danske musikgrupper. Han debuterede som romanforfatter med ÷ G i 1985 og har i 2019–2020 udgivet de første tre sci-fi-romaner i en planlagt serie på fire. Riel stiftede i 1994 Serious Radio Business med studier, hvor han stadig producerer podcast og lydbøger, når han ikke er optaget af at skrive sine romaner.

Robert Louis Stevenson (1850–1894) var en skotsk forfatter. Han skrev både romaner, digte, essays og rejseskildringer. Ud over Kidnappet er han manden bag de berømte romaner Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr. Hyde og er en af de mest oversatte forfattere nogensinde.Den unge David Balfourt bliver efter forældrenes død sendt til sin hidtil ukendte rige onkel Ebenezer. Her går det op for ham, at han muligvis er den retmæssige arving til familiens ejendom, men inden han kan gøre krav kidnappes han og sejles bort med henblik på at blive solgt til slaveri. Skibet forulykker og David kastes i land på en øde ø og starter sin eventyrlige hjemrejse, der for en stor del foregår i selskab med den modige og uregerlige skotske jacobinske oprører Alan Breck Stewart. Under dramatiske omstændigheder oplever David de skotske klaners oprør mod det engelske kongedømme og stridighederne mellem de oprørske klaner og de klaner der støtter englænderne. Det lykkes ved fælles hjælp David og Allan at slippe helskindet gennem farerne.”En spændende eventyr historie og et fængslende indblik i den skotske historie og den skotske karakter. Kidnappet har ikke mistet noget af sin fascination … Kidnappet er Stevensons mesterværk, en uforglemmelig handlingsmættet roman, som har inspireret så forskellige forfattere som Joseph Conrad, John Buchan, Graham Greene og Muriel Spark.” — Robert McCrum''Et mesterværk.'' — Henry James

Anton Tjekhov (1860–1904) er en russisk novellist og dramatiker. Han er en af de store russiske realister og forfatterskabet tegner et billede af den russiske middelklasse på deres landsæder i provinsen i slutningen af det 19. århundrede. Novellerne er kendt for deres nøgterne, lakoniske stil, der har inspireret forfattere som Joyce og Hemingway. Mest kendt er han dog for sine dramaer, hvor de kendteste er Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre og Kirsebærhaven, der alle fortsat hører til de mest spillede stykker verden over. Han fornyede det moderne drama gennem sine hverdagsintriger og dagligdags dialoger, hvor personerne kredser om det centrale uden at adressere det direkte. Midt i dagligdagens rutiner indtræffer så pludselig en ekstraordinær hændelse, der for altid ændrer livet for de involverede personer. Dramaerne har en grundtone af vemod eller ironi og er ofte indlevende fremstillinger af handlingslammede mennesker, som vantrives. Mågen var det første af hans fire store dramaer. Det dramatiserer kærligheden og konflikterne mellem fire kunstnere: Den ældre skuespillerinde Irena Treplev, hendes yngre elsker, den kendte forfatter Boris Trigorin, hendes søn, den vordende forfatter Konstantin Treplev og hans kæreste, godsejerdatteren Nina, der drømmer om en skuespillerkarriere. Ungdommens højtflyvende illusioner kvæles i miljøets knugende luft, de brister i livskampen mod de sejrrige egoister, de unge flyvere skamskydes allerede under puberteten og styrter til jorden.«For mig forbliver Tjekhov uopnåelig: Han skrev fortvivlelsens komedier om menneskets lidelser og længsler. Og mens man på én og samme tid morer sig og sønderrives, er hans kunst så indtrængende og vedkommende.» — Woody Allen»Tjekhov er en uforlignelig kunstner. Man læser ham med nydelse, ikke blot én gang, men atter og atter, hvad der selv ikke med Dickens altid er muligt… Tjekhov uddrog af livet den sandhed, han så, og gav denne sandhed en form, der har evig værdi… I alt, hvad han skrev, træder hans store og sjældne fortrin for dagen: hans fuldkomne oprigtighed. Med denne oprigtighed gengav han, hvad han uddrog, plastisk og klart, indtil de mindste detaljer… En ægte livets kunstner var Tjekhov.«
— Leo Tolstoj

Reither, som indtil for nylig har haft sit eget forlag i storbyen, har slået sig ned i en stille dal i Alperne. På det lokale bibliotek finder han en bog uden titel med blot et forfatternavn på omslaget. Han undrer sig og er optaget af tanker om bogen og sit tidligere engagement som forlægger. Om aftenen ringer det på hans dør.Selv samme nat begynder hans vederfarelse, som i løbet af tre dage fører ham til Sicilien. Leonie Palm er kvinden, der får indflydelse på hans liv. Hun har haft en hattebutik, som hun har lukket, fordi tiden ikke længere er til hatte, ligesom han har drejet nøglen om til sit forlag, fordi der efterhånden er flere, der vil skrive end læse bøger. Derudover har de to det til fælles, at de ikke længere er forberedte på den store kærlighed, som de trods alle odds oplever efter tre dages fælles biltur langs middelhavet. Men netop som de tror, de har fundet lykken, dukker en mørklødet pige op og følger i hælene på dem. Pigen er tavs, men giver klart udtryk for, at hun har brug for hjælp.“En vidunderlig simpel begyndelse, og en slutning, så mangefacetteret og sørgmodig og tæt, som kun få i Tyskland kan det. Bodo Kirchhoff er en mesterfortæller; hans Vederfarelse vedgår os alle.” – Richard Kämmerlings, Die Welt“Vederfarelse er et litterært mesterstykke, det er vores samtids bog.” – Thomas Andre, Hamburger Abendblatt“En af efterårets smukkeste bøger: Bodo Kirchhoffs mesterligt komponerede roman Vederfarelse, et poetisk kunststykke.” – Andreas Platthaus, Frankfurter Allgemeine

Ridderturneringer, kidnapninger, dueller på liv og død, hekseafbrændinger, en mystisk sort ridder og den tapre Robin Hood. Alt dette og meget mere byder den eventyrlige fortælling om korstogsridderen Ivanhoe på. Romanen foregår i 1200-tallets kaotiske England, hvor der er splid mellem saksere og normannere, kristne og jøder og kamp om kongemagten mellem Richard Løvehjerte og hans intrigante bror Johan. Ivanhoe er netop hjemvendt fra et korstog, hvor han har kæmpet side om side med den normanniske Richard Løvehjerte. Dette har vakt forbitrelse hos Ivanhoes saksiske far Cedric, som har gjort ham arveløs. Udover at forsøge at genvinde sin fars gunst, må Ivanhoe dyste om den smukke lady Rowena, forsvare sin konge og stille op til duel for at redde den gode jødinde Rebecca, der står anklaget for at være heks.
Den spændingsfyldte handling og blandingen af fiktive hovedpersoner og historiske bipersoner er typisk for forfatteren. Romanen er blevet filmatiseret mange gange, bl.a. i 1952 med Robert Taylor i hovedrollen som Ivanhoe, Elizabeth Taylor som jødinden Rebecca og Joan Fontaine som den smukke lady Rowena.“En mærkværdig eksemplificering af én bogs magt, hvad enten det er godt eller skidt, ses af de følger, som Don Quixote bevirkede, og som Ivanhoe bevirkede. Den første fejede verdens beundring for det middelalderlige ridderskabsfjolleri til side, og den anden genoprettede den.” – Mark Twain, Life on the Mississippi“Da Sir Walter Scott, som egentlig var sagfører, skrev Ivanhoe i 1791, opfandt han den historiske roman. Denne fantastiske romantiske fortælling om fare og frelse, ridderskab og pomp og pragt skabte en genre.” – Scotsman“[Ivanhoe] henrykkede folk over hele Europa, og Goethe erklærede, at Scott havde opfundet ‘en helt ny kunstform’.” – Daily Telegraph

I tredje del af Bounty-trilogien følger vi mytteristernes skæbne på Pitcairn-øen, hvor ni af mytteristerne, anført af Fletcher Christian, slog sig ned i 1790 sammen med seks indfødte mænd og tolv kvinder fra Tahiti. I 1808 blev deres skjulested opdaget og bekendtgjort for verden af kaptajn Mayhew Folger fra det amerikanske sælfangerskib Topaz. På det tidspunkt var der på øen kun én hvid mand, ti midaldrende polynesiske kvinder samt en mængde børn og unge.Historien om de første år på Pitcairn-øen er tragisk. Der var alle muligheder for at skabe et lykkeligt samfund, men på grund af nogle af de simple mytteristers nedladende og grove behandling af de indfødte mænd, rivalisering om kvinderne, alkoholisme, grådighed og hævnfølelse mundede det efter nogle år ud i dramatiske stridigheder, og efter 10 år var 16 af bosætterne døde; heraf var 15 omkommet på voldelig vis. Skildringen af de dramatiske begivenheder bygger især på de beretninger, som Alexander Smith (den eneste overlevende mytterist) gav til Mayhew Folger og nogle af de få andre kaptajner, der senere ankom til den svært tilgængelige ø.“En eminent fortælling om eventyr og konflikt … Det er en bog, som rigeligt vil belønne enhver læser.” – Saturday Review“Fremragende … En højst blodig blanding af lidenskab og romantik.” – Percy Hutchison, New York Times Book Review“En original og gribende fortælling … Pitcairn-øen tegner med kraft og indsigt endnu en gang det klassiske omrids af det gamle Bounty-drama; denne utrolige, perfekte tragedie, fyldig i hver eneste detalje, som rent faktisk fandt sted i menneskenes verden.” – Lincoln Colcord, New York Herald Tribune Books

Denne samling af fortællinger indledes med En fæl historie (1862), der er en satirisk farce, som udstiller en herre fra de højere klasser med de moderigtige liberale ideer, der dog ikke stikker dybere, end at det går rent galt, da han vil vise dem i praktisk omgang med de lavere klasser.”Humoristen Dostojevskijs mesterværk er fortællingen En fæl historie … en række stadier af uforfalsket realisme og rystende komik.” — Ejnar ThomassenI Bobók (1873) kommer den farceagtige, satiriske stil med karnevalistiske træk, der ofte anvendes af Dostojevskij, til fuld udfoldelse, da de døde på kirkegården genkalder sig oplevelser fra deres liv.”Bobók — en af Dostojevskijs korteste fortællinger — er næsten et mikrokosmos af hans samlede forfatterskab. Rigtig mange af de vigtigste ideer, temaer og forestillinger i hans værker både før og efter Bobók fremtræder her i ekstrem skarp og nøgen form.” — Mikhail Bakhtin, Problemer i Dostojevskijs poetikEn dreng til juletræsfest hos Kristus (1876) er en sørgelig historie om de fattige og hjemløse i Skt. Petersborg. Historien giver mindelser om Den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen.Samlingen afsluttes med den tidlige tekst Julefest og bryllup (1848), hvor der berettes om en ældre rig, grisk levemand, der alene for økonomisk vindings skyld indgår aftale med en 11-årig piges forældre om at ægte hende, når hun når skelsår, trods pigens afsky for den ældre mand.

Børnene i Nyskoven (1847) har en historisk baggrund; den foregår i midten af det 17. århundrede under den engelske borgerkrig mellem Karl den Første og parlamentet. Romanens hovedpersoner er de fire forældreløse søskende Edward, Humphrey, Alice og Edith, der indtil fortællingens begyndelse har boet på herresædet Arnwood lige uden for Nyskoven. Deres far, Oberst Beverley, er faldet ved det store slag ved Naseby, hvor han kæmpede for kongen, og børnene har siden da boet med deres tante. Da Arnwood pludselig brændes ned af kongens modstandere, tror alle, at de fire børn er omkommet i flammerne, men de bliver reddet af skovfogeden Jacob Armitage, der tager dem med sig til sin hytte i Nyskoven. De aristokratiske børn må nu lære at klare sig i skoven under helt andre omstændigheder, end de er vant til. Herfra udfolder børnenes historie sig til en fascinerende fortælling om eventyr, overlevelse, troskab og kærlighed.Børnene i Nyskoven var en af de første historiske romaner for børn og er en af de meget få, der har overlevet indtil i dag. Romanen er flere gange blevet adapteret til tv-serie af BBC, senest i 1998.”Jeg tror stadig, at børn vil føle skovens urtiltrækning og have lyst til at lade deres hænder glide over et sådant livs struktur; så knudret som bark og lige så indtagende i dets detaljer.” – The Guardian”Jeg kan huske at nyde en følelse af frihed; en følelse, som kom med en bog, der handlede om børn, som tog deres egne beslutninger, kom i livsfarlige kniber og (selvfølgelig) kom ud af dem.” – Michael Rosen, tidligere Children’s LaureateOversat af Wilhelm Birch

AFKODET er historien om det kinesiske efterretningsvæsens tophemmelige Enhed 701 og det halvautistiske, matematiske geni Rong Jinzhen, der suges ind i en verden af kodebrydning og kontraspionage.

Mai Jia er en af Kinas mest populære forfattere, og alle hans bøger er bestsellere. I spionthrilleren AFKODET fortæller han om Kina før, under og efter Kulturrevolutionen. Romanen, der er udkommet på over 20 sprog, begynder som en historisk saga om Rong-familiens fald og Rong Jinzhens makabre fødsel og udvikler sig til et fascinerende menneskeligt drama om en mand, der farer vild i kodebrydningens dunkle labyrinter.

AFKODET er med andre ord ikke en helt almindelig spionroman. Men snarer en ualmindelig roman om en spion.

Hver morgen, når børnene er fulgt i privatskole, mødes seks fædre på den lokale kaffebar i den eksklusive Tribeca-bydel på Manhattan i New York. Vi følger deres tilfældige og umage venskab, deres koner, børn og elskerinder, mens et portræt tegner sig af en bydel, der forandrer sig, i takt med at nedlagte industribygninger og loftsrum bliver til fashionable lejligheder, og huspriserne stiger og stiger.Triburbia er fortællingen om moderne newyorkere på kanten af finanskrisen. Karl Taro Greenfeld beskriver en bydel ramt af friværdi, gentrificering og bristede illusioner, mens han tørt humoristisk fortæller om seks midaldrende mænd, der efter de fleste standarder er privilegerede, men som endegyldigt har forladt deres ungdom. Nu står de midt i livet, spundet ind i umærkeligt opståede dagligdagsrutiner – med det arbejde, de endte med at få; de koner, de endte med at få; de elskerinder, de endte med at få og de børn, de endte med at få.Triburbia er Karl Taro Greenfelds skønlitterære debut. Han er blevet sammenlignet med forfattere som Jeffery Eugenides, Jonathan Franzen og Tom Rachman.«Det er ikke helt grundløst, at Karl Taro Greenfeld er blevet sammenlignet med Jonathan Franzen.» – Ekstra Bladet«Greenfeld evner som den beslægtede Jonathan Franzen at spotte den sigende detalje i det moderne storbyliv (…) en begavet, letflydende og kærlig-satirisk hudfletning af det moderne liv, båret af menneskekundskab og sans for den by, hvori han selv bor …» – Kristeligt Dagblad«Romanen rager et godt stykke op over middelgod med sit usympatiske persongalleri og sine velfortalte historier om en række fædre fra den kreative klasse og deres koner, børn og elskerinder.» – Weekendavisen