Max Brooks

nærmere for hvert desperate svømmetag. Nærmere, men stadig langt væk. Det gjorde ondt i musklerne. Det sved i lungerne.
Svøm! SVØM!
Argh!
Jeg krympede mig, da en smerte pludselig jog gennem hele kroppen. Jeg åbnede munden i et stumt skrig, da jeg rakte ud efter lyset, luften, livet.
Jeg kom op i den kølige, rene luft.
Jeg hostede. Jeg spruttede. Jeg stønnede. Jeg grinede.
Jeg trak vejret.
Et øjeblik nød jeg det bare, lukkede øjnene og lod solen varme mit ansigt. Men da jeg åbnede øjnene, kunne jeg ikke tro det, jeg så. Solen var kvadratisk! Jeg blinkede hårdt. Også skyerne? I stedet for runde, dunede vatkugler gled nogle smalle, firkantede former langsomt af sted over mig.
Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du slog hovedet, da du faldt ud af båden, og nu er du bare en smule ør.
Men var jeg virkelig faldet ud af en båd? Jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne faktisk ikke huske noget som helst – hvordan jeg var havnet

var de der ikke, og det næste, PLING! Okay, måske tilføjede jeg ”PLING!”

Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du

ned. ”Og det er dét, der virkelig bekymrer mig.”

På vejen tilbage til mit tilflugtssted prøvede jeg at samle tankerne om fiskeri igen. Jeg kiggede på det sørgelige lille stykke edderkoppesilke i min rygsæk. Efter bare ét forsøg ved arbejdsbordet fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne binde stykket fast til en pil. Og jeg ville heller ikke kunne lave et net ud af en enkelt tråd.

Jeg kendte den hvæs

at efter at have arbejdet så hårdt på at skabe mig nogle trygge rammer, hvor jeg kunne finde svar på de

sige. Som sagt forstår jeg det hele nu. Jeg har faktisk forstået det i et stykke tid. Lige siden jeg blev færdig med at bygge det andet hus, har jeg gået rundt med den her følelse. Det er derfor, at jeg har opført mig så åndssvagt lige siden. Jeg har ikke villet indrømme den skræmmende sandhed.”
”Og hvad er det?” muhede Muh.
”Sandheden er,” svarede

faktisk forstået det i et stykke tid. Lige siden jeg blev færdig med at bygge det andet hus, har jeg gået rundt med den her følelse. Det er derfor, at jeg har opført mig så åndssvagt lige siden. Jeg har ikke villet indrømme den skræmmende

ringen var blevet sluttet, at slutninger og begyndelser er en og samme ting.
Vi nåede hen til det sted, hvor fårefamilien stod og græssede.
”Kom lige herhen, alle sammen,” sagde jeg. ”Jeg har noget vigtigt at fortælle jer.” De hørte selvfølgelig ikke efter, men det afholdt mig ikke fra at tale videre