Mette Eike Neerlin

Jeg tænkte på det, da jeg gik ned ad vores gade, og jeg tænkte på det, idet jeg drejede om hjørnet – og stødte lige ind i maven på far.

Brunchen, mødet med kinesiskholdet, varede i alt to timer og elleve minutter. Jeg ved det helt præcist, fordi jeg konstant kiggede på min telefon og også flere gange sagde, at nu måtte jeg desværre videre. Men de ville ikke lade mig gå. Der var hele tiden et spørgsmål mere, eller »tag nu et sidste glas juice«. Til sidst lykkedes det mig dog at komme ud ad døren. Men først efter at vi havde lavet gruppekrammer, og alle havde fået et håndtryk.
Det er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har været med til. At være helt forkert og så rigtig på én gang. Jeg følte mig nærmest rundtosset, da jeg gik hen mod bussen bagefter.
Og denne her hændelse er samtidig det frygteligste i denne her historie. Det værste, der overhovedet kunne ske.

Kapitel 28 – Om platteoverrækkelsen
Da jeg nåede hen til hospice, var klokken næsten et, og jeg forventede derfor at finde Marcel i gang med sin frokost – eller i færd med at kigge på sin frokost, før han konstaterede, at han ikke var rigtig sulten, om ikke andet.
Men da jeg kom til hans dør på gangen, var den lukket, hvilket var usædvanligt. Jeg stoppede derfor op et øjeblik og talte dørene en ekstra gang for at sikre mig, at det nu også var den rigtige, jeg var standset ved. Det ville være så upassende at brase ind hos en forkert døende. Men jo, tredje dør, den måtte være god nok.
Jeg holdt min taske med platten foran på maven og tog fat i dørhåndtaget, da en stemme i det samme lød bagfra:
»Hov, vent. Hvem skal du besøge?«
Jeg vendte mig og så ind i et fregnet ansigt på en rødhåret kvinde i hvidt tøj. Jeg mindedes ikke at have set hende før, men gik ud fra, hun var en sygeplejerske. Hun måtte være ny. Eller måske en vikar.
»Marcel,« sagde jeg. »Vi har en aftale.«
Sygeplejersken lagde en varm hånd på min arm.
»Er du familie?« spurgte hun.
»Narj,« sagde jeg. »Ikke sådan lige.«
Hun rynkede panden og spidsede munden lidt.
»Men du kender ham?«

Hvor blev du af? Du er jo nærmest blevet en myte.«