Sangen i knoglerne

seglet. Som sædvanlig fyldte selve brevet mindre end en side og ha

Han tænkte vel, at sådan et giftermål ville øge familiens formue; greven var en meget velhavende mand, og selvom han ikke var politisk aktiv, så havde han en vis … status.“

De har rødt skæg.“

Min kæreste hustru

Paris
D. 1. april
Min kæreste hustru

20. marts A.D. 1778
Lallybroch

føle sig vældig godt tilpas i dette værelse, følte, at det var hans sted. Hvad var der galt?
Han kiggede hurtigt hen over skrivebordet på den dybe vindueskarm med de små krukker med gule krysantemummer, som Bree havde stillet der, boghylderne …
Han gik pludselig i stå med hamrende hjerte. Slangen var der ikke. Nej, nej, den var … Hans søgende blik fandt den. Men den stod det forkerte sted. Ikke foran træskrinet med Claire og Jamies breve, men foran bøgerne to hylder under.
Han tog den op og strøg automatisk det gamle polerede kirsebærtræ med sin tommelfinger. Var det måske Annie MacDonald, der havde flyttet den? Nej. Hun støvede godt nok af og fejede i arbejdsværelset, men hun flyttede aldrig noget væk fra sin plads. Hun flyttede faktisk aldrig noget andre steder hen, for den sags skyld; han havde set hende samle et par galocher op, som bare var blevet smidt et sted i rummet til snavset overtøj og sko, feje gulvet under dem og stille dem på plads igen med mudderpletter og det hele. Hun ville aldrig have flyttet slangen.
Sandsynligheden for, at Brianna ville have gjort det, var endnu mindre. Han vidste – uden at vide, hvorfra han vidste det – at hun følte det på samme måde; Willie Frasers slange vogtede over hans brors skat.
Han var ved at sætte skrinet ned, da hans tankerække nåede til sin logiske konklusion.
Alle alarmklokkerne ringede. Nogen havde rodet rundt i skrinets indhold; de små bøger lå oven på brevene i den ene ende af skrinet, ikke under dem. Han tog brevene ud og forbandede sig selv, fordi han aldrig havde talt dem. Hvordan skulle han opdage det, hvis der manglede et?
Han sorterede dem hurtigt i læste og ulæste og mente, at den ulæste stak var intakt; den, der havde rodet i skrinet, havde ikke åbnet disse breve, det var altid noget. Men hvem det end var, så havde vedkommende også villet undgå at blive opdaget

land så hurtigt som muligt, men spørgsmålet var: Hvad så derefter?
Det uhyrlige i vores situation var først nu ved at gå op for mig. I løbet af få timer var vi

Det er en højlandsforestilling – noget med, øhm, sjælen, der skal have en udgang,“ sagde han fintfølende.

Men et skjult elskovsmøde under et tæppe med Rollos øjne fikseret på os, to fod væk, var stadig ikke helt ideelt, selv hvis man antog, at unge Ian uvægerligt sov.