Om foråret

Landskabet her de dage om foråret er ligesom stedløst, og volumen under himmelen som lyset falder gennem, er enormt.

Det liv jeg lever, er skilt fra dig af en afgrund. Det er fuldt af problemer, af konflikter, af pligter, af ting der skal ordnes, gøres, fikses, af viljer der skal tilfredsstilles, viljer der skal afvises og måske såres, alt sammen i en stadig strøm hvor næsten intet står stille, men alt er i bevægelse, og hvor alt skal pareres.

fortalt dine søskende at de

om landskabet her åbner sig i alle retninger, i ugerne før alt det grønne slår ud med fuld kraft, når træerne stadig er nøgne og jorden bar, ligesom det stadig var vinter, mens solen skinner med sommerlig fylde og lyset ikke møder nogen forhindringer, ikke bliver bundet op af kornet eller græsset, trækronerne eller noget af alt det andet voksende som, så snart det er her, skaber små rum omkring sig selv og bliver steder. Landskabet her de dage om foråret er ligesom stedløst, og volumen under himmelen som lyset falder gennem, er enormt.
Sådan var det den dag i april da vi kom kørende ad

Det ville betyde en lang køretur i varmen, men på det tidspunkt havde børnene badet, så de var tilfredse og ville finde sig i det meste uden protester.

Måske vil du selv føle den en dag, måske ikke.

om hans forældre, i bøgerne kaldt Anna og Henrik, den første om hvordan de mødtes og fandt sammen, den anden om en hændelse nogle år senere, da Anna har et hemmeligt forhold til en teologistuderende og vælger at gå til bekendelse. Det var især billedet af faren, der gjorde indtryk på mig, hvordan han gav udtryk for det jeg for mig selv kaldte “den infantile autoritet”, og som jeg mente også var karakteristisk for min egen far, i så høj grad at det var med til at forme billedet af faren i min egen bog, hvor den midterste del fortæller om hvordan hovedper

hovedpersoner, uden at lægge sig til ro, og netop derfor, fordi

e opnået en voldsom kraft. Jeg klatrede op på en klippe, jeg havde tænkt at kaste mig ud derfra, og da jeg stod der, steg tanken om at det faktisk var muligt, at mit liv i næste øjeblik kunne være forbi, op i mig som en jubel. Jeg kan huske fortvivlelsen, og jeg kan huske jubelen, men jeg kan ikke huske hvad der stoppede mig, hvorfor jeg en halv time senere klatrede ned igen og fortsatte turen hjemad. Men det var sikkert mor, at jeg forestillede mig hendes sorg. Og måske var det den foresti

De havde en stærk antiborgerlig indstilling til livet i det hus, det at holde orden var ikke en prioritet, så alle rum var et værre rod. Det var vores hus også, men jeg havde dårlig samvittighed over det, og jeg forsøgte altid at bekæmpe det, noget jeg ikke havde indtryk af at han gjorde.
– Hvad mener du? sagde jeg.
– Alle overflyvningerne. At de er begyndt at krænke svensk luftrum.
– Også norsk, sagde jeg.
– Bjørnen rører på sig, sagde han. – Det er interessant.