dum af glæde, og gentog: Talentfuldt lavet, altså et lille mesterværk, en genistreg. Og ti kroner!

Der farer en strøm af lys gennem mit bryst, og jeg hører, at jeg giver et lille råb fra mig, en meningsløs lyd af glæde: Brevet var fra redaktøren, min føljeton var blevet antaget, var gået direkte til sætteriet med det samme! „Nogle små forandringer ... rettet et par skrivefejl ... talentfuldt lavet ... trykkes i morgen ... ti kroner.“
Jeg lo og græd, brød ud i løb og rendte hen ad gaden, stoppede op og slog mig på knæet, bandede og svovlede hen i vejret ad ingenting. Og tiden gik.

forbud mod at sætte min fod i værelset igen, hvis jeg skulle få lyst til at søge tilbage!
Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af værelset igen, bærer skoene i den ene hånd, brevet i den anden og tæppet under armen. Jeg retter mig op og bider tænderne sammen over de knirkende trin, kommer lykkeligt og helskindet ned ad alle disse trapper og står igen nede i porthvælvingen.