I Stigninger og fald skildres en barndom på Mols i 1980'erne. Arbejdsomme forældre, to søstre, hesten Molly og en mormor i omegnen udgør fortællingens bærende elementer. Men de konkrete personer og begivenheder fortoner sig og løber som en spinkel tråd gennem fortællingen, der får sin energi fra at nå ind i en stemning eller en følelse, og skrive dem frem i et billedsprog, der er lystfuldt og legende, og som forgrener sig associativt. Koblet med et skarpt og fintmærkende blik for, hvad der er på færde mellem personerne. Sanset i barnehøjde, men skildret fra et voksent perspektiv.
Landskabet omkring Mols og Svinkløv i Nordjylland indrammer fortællingen og former en hjemstavn. En hjemstavn, som ikke er et punkt, ikke en prik på kortet, men et barndommens rum, det, der former et menneske, lagrer sig, sætter aftryk.
Det er en overvældende lyrisk bevidsthed, der kommer til udtryk i denne roman. Man får simpelthen lyst til at læse romanen højt for at nyde det raffinerede sprog og den sikre sans for rytme og pauser. For eksempel her, hvor der slagtes høns, og hvor hønsenes dans glider over i grenenes bevægelse om efteråret, og som indfanges og koreograferes i selve syntaksens rytme: «Det er, når de først har fået hugget hovederne af henne ved huggeblokken, når de med sulten vildskab i øjnene har basket med vingerne, kastet fjer, skreget i et sprog, som er vingernes, linjerne i luftens, grenes sprog, når de knækker af inde ved stammen og tumler nedad i en styrten, de grene, der falder fra større grene, når de til efteråret bliver taget af vinden og tumler i stormen, dratter ned, blæses hen ad vejen mod svinget, mens bladene hvirvles op, i cirkler, op gennem alléen.» Eller her, hvor en følelse af angst rammes præcist og meget poetisk: «Det er de øjne, jeg bliver bange for; fuldmånen i spanden med vand på bagtrappen, hvidt, der ikke kan hældes ud, men lægger sig på fliserne, indsøer, der fryser til under morgenen; som søen, min storesøsters ånde, der sætter sig som perler af is i det grønne uldhalstørklæde.»
