”Det er der da ingen, der gider læse!” sagde mormor hovedrystende, da jeg i 1988 spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at få det her vidnesbyrd udgivet.
Jeg fandt manuskriptet og hendes fortællemåde både interessant og vanvittigt spændende.
Hun havde skrevet sine 190 siders håndskrevne erindringer tre gange, nemlig et til hvert af sine børn.
”Mormor, hvorfor har du ikke bare fået dem kopieret?” spurgte Thomas (hendes barnebarn og min ægtemand).
Der kom en lille kluklyd fra hende: ”Ja, det havde jeg nok også gjort, hvis jeg havde tænkt over det.”
Jeg kom til at holde af Thomas’ lille og milde mormor fra første færd. Hun var beundringsværdig, stærk og sej, på trods af sin ringe højde og drøjde, og så var hun alvidende — næsten.
Indtil hendes mand døde, var det hendes pligt at gå 100 % op i sit vigtige job som husmor, som hun satte stor ære i. Hun var hustru, mor, bedstemor og familieplejer med stolthed!
Jeg har bevaret hendes skrivemåde fra den håndskrevne historie og suppleret med egne og familiens erindringer samt hentet oversættelse af ikke længere kendte ord og vendinger i ordbøger og historiearkiver.
Hun døde i 1999, 97 år gammel.
👍Раджу
