Katrine Marie Guldager

Hun vil ikke forlades, siger hun, og det bliver hun, hun bliver forladt af mig, og jeg skriver i min dagbog, at jeg ikke forstår det, jeg troede, hun glædede sig til at blive fri, hun elsker mig jo ikke, gentager jeg, og jeg skriver også, at det er OK, jeg har for længst accepteret det, og så stopper jeg op, forskrækket over, hvad det egentlig er, jeg skriver, hvad er det for en stemme, der taler nu? Og er det overhovedet rigtigt?
Helt siden min far døde, har jeg haft en følelse af, at der var en skjult sandhed, et samlende princip bag det hele, et eller andet jeg bare ikke kunne se, og måske er denne sandhed, dette princip bare, at jeg ikke føler, at hverken min mor eller min søster elsker mig? De vil have noget af mig, de har brug for mig, men det er jo noget andet, er det ikke? Jeg føler ikke, at de kender mig, og kan man elske nogen, man ikke kender? Jeg går tur på Assistens Kirkegård og synes pludselig, at jeg ser noget, jeg ikke har set før. Jeg passerer kapellet, og det er en hård følelse, jeg pludselig får. Jeg tager i døren ind til kapellet, som er låst, jeg mærker et sug, en afgrund, og jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg er elsket, jeg kan bare ikke mærke det. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er sådan i alle familier, at kærlighed ikke er noget, man kan styre, nogle steder flyder kærligheden frit, andre steder gør den ikke. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg godt kan acceptere det, men jeg har svært ved at acceptere, at de fortsætter, som om jeg ikke eksisterer. Min søster besøger min faster, som om jeg ikke eksisterer, min søster bliver gode venner med min kusine, som om jeg ikke eksi

eksisterer, og min mor gør ingenting, jeg føler mig som en druknet, og havoverfladen er allerede blevet stille.

Hvad handler din modstand om?