Thomas Mann

Hvor sammenligningen falder bort, sagde han, falder målestokken bort, og da kan der hverken være tale om tungt eller let, om stort eller småt

Det gode og smukke ville da være devalueret til en kvalitetsløs væren, der var en ikke-væren meget lig og måske ikke at foretrække for denne.

Igen trådte her den dialektiske enhed af godt og ondt frem, thi hellighed var helt utænkelig uden fristelse, og den måltes alt efter fristelsens frygtelighed, efter et menneskes synd-potential.