Daniel Zimakoff

En dødssyg ven

Olivers bedste ven, Oskar, er rejst med sine forældre til New Zealand. Det betyder ikke kun farvel til en god ven, men også farvel til toppen af klassehierarkiet. For nu er det Sebastian og co., der styrer. Og da Oliver ydermere får den kranieblege Vitus med kemofrisuren som ny sidekammerat, ser Oliver ud til at skulle tilbringe resten af skoleåret som offer for Sebastians drillerier. Men så er der jo den nye pige i parallelklassen, Linnea, og lejrskolen — og måske er Vitus slet ikke så kikset, som han ser ud.
102 паперові сторінки
Дата публікації оригіналу
2011
Видавництво
Gyldendal

Враження

    David Rømer Smedegaard Voigtділиться враженнямторік

    Bogen er både sjov og god. Det er den fordi man ja sætte sig ind i hvordan at Oskar har det svært siden at hans bedste ven er flyttet til New Zealand

    Birgitte Vibeke Pallesenділиться враженням2 роки тому
    👍Раджу
    🔮Мудра
    💡Пізнавальна
    🎯Корисна
    😄Весела

    Jeg syntes at bogen er rigtig god

    Daniel Lynderup Abrahamsenділиться враженням3 роки тому
    👎Не раджу
    💩Фууу
    💤Нудна

    Dødsyg

Цитати

    Jens Steen Skjærbækцитує2 місяці тому
    Kapitel 10

    Efter frokost og opvask kørte skakturneringen videre. Jeg havde været på opvaskehold, men desværre hverken sammen med Linnea eller Vitus. Efter aftensmaden skulle vi bygge bivuak i skoven. Bare jeg nu kom i gruppe med Linnea. De andre havde snakket uden om mig under opvasken, og jeg var igen kommet til at savne Oskar. Jeg havde skrevet til ham og fortalt om Vitus og skakturneringen. Spurgt, om de spillede skak i New Zealand. Han havde svaret, at det gjorde de ikke i hans nye klasse, men han håbede, jeg ville vinde turneringen. Alle fire seedede havde vundet anden kamp, og vi skulle nu spille tredje og sidste puljekamp. Både Vitus, Sebastian og Linnea kunne nøjes med remis og alligevel vinde deres pulje, mens jeg skulle vinde.

    „Er du klar, Oliver?“ Frederik stillede på uret. Femten minutter til hver. „Nu må vi se, hvad du har lært i skoven.“

    „Hvid trækker først,“ sagde jeg og rettede på min sorte dronning.

    Frederik så selvsikker ud. Han havde vundet de to første kampe uden større besvær. Frederik rykkede sin kongebonde to skridt frem og daskede til skakuret. E2 til E4. Måske ville han lave den italienske åbning, nej, det blev nu den spanske åbning. Det kendte jeg heldigvis modtræk for. Jeg tvang mig selv til at trække stille og roligt. Ikke slå til skakuret, bare koncentrere mig om hvert træk. Linnea spillede på nabobordet, hun dystede mod Magnus, en af dem jeg regnede for ret god, og hun havde også problemer, kunne jeg se. Hun havde mistet sin dronning tidligt og kæmpede nu mod overmagten.

    „Skak,“ sagde jeg med løberen. Ikke et alvorligt angreb, nærmere en afledningsmanøvre, men i panik byttede Frederik den ene officer efter den anden. Forsøgte sikkert at opnå remis og dermed vinde puljen. Jeg svedte i hænderne, skulle jeg tabe til den nar, som havde været med til at spærre mig inde på Kronborg? Sebastian dukkede smilende op bag Frederik, han havde vundet sin sidste kamp over Sofia og dermed sin pulje. Han daskede Frederik på skulderen.

    „Det går jo godt, kan jeg se.“

    Jeg simulerede et gaffelangreb og kørte i stedet mit tårn i stilling bag ved springeren. Frederik rokerede for at undgå gaflen, det var det, jeg havde håbet på, mit tårn rykkede frem, og hans konge var i en fælde.

    „Skakmat.“ sagde jeg og slog på uret. Det havde taget mig lidt mere end ni minutter. „Tak for spillet.“

    „Du var bare heldig,“ sagde Frederik og lod, som om han ikke så min hånd.

    „Man er heldig i ludo, ikke i skak,“ sagde Linnea.

    „Der er slet ikke noget, der hedder held,“ sagde Vitus. Han havde vundet sin anden kamp let. Han kastede et blik på mine brikker.

    „Sådan, Oliver.“

    Vi klaskede hænderne mod hinanden. Denne gang et perfekt klask. Så satte vi os og så med. Linnea var virkelig i vanskeligheder, men var alligevel ikke bagud i tid. Hun trak hurtigt, som havde hun en plan, i så fald en plan jeg ikke kunne gennemskue. For mig at se var hun ved at begå selvmord. Jeg så på Vitus, han trak på skuldrene. Magnus blokerede hendes sidste bonde med sin og smilede, men smilet visnede med det samme.

    „Remis,“ sagde hun og tørrede sved af panden.

    „Hvorfor det?“

    „Jeg er pat. Kan ikke rykke en brik.“ Linnea havde lige akkurat vundet sin pulje på bedre tid sammenlagt end Magnus. Magnus bandede, men gav hånd. Alle de seedede havde dermed nået semifinalerne, som skulle spilles lørdag.

    „Vi trækker lod under middagen,“ sagde Linnea. „Det bliver kanon-spændende.“

    „Hvordan laver vi lodtrækningen?“

    Linnea og jeg fandt sammen med Vitus en saks, en tusch og noget groft papir. Linnea gik med over i vores sovesal for at forberede lodtrækningen og se medaljen. Hun rynkede på næsen og snøftede, da hun passerede den åbne dør til toilettet.

    „Puha. Er alle drenge født med dårlig mave?“

    „De holder kun pruttepause for at tisse på gulvet,“ sagde jeg og fik Vitus til at sprutte af grin.

    „Drenge er bare en helt anden race,“ sagde Linnea.

    „Det manglende led mellem aben og mennesket?“ foreslog Vitus.

    „Nemlig. Nå, lad mig så se medaljen, Oliver.“

    Vi satte os alle tre på Vitus’ dyne. Jeg sad i midten. Linnea duftede bestemt ikke af herretoilet. Hvordan mon det var at dele seng med en pige? Jeg gav mig god tid, viklede langsomt medaljen ud af et håndklæde. Jeg havde købt den i sportsforretningen i centeret. Kattegatmester 2003 stod der på den.

    „Sejt. Kattegatmester. Kan man få sit navn på?“

    „Det har jeg allerede betalt for. Man skal bare aflevere den i butikken, så bliver det gjort,“ sagde jeg. Jeg foldede papiret og klippede fire nøjagtigt lige store sedler ud. Linneas tungespids stak ud af venstre mundvig, mens hun skrev navnene på dem.

    „Sebastian, er det med c?“

    „Netop. C som i clown,“ sagde Vitus.

    „Det kan du selv være,“ sagde Linnea.

    „Vi mangler en hat,“ sagde jeg.

    „Jeg finder noget, vi kan bruge.“ Linnea rejste sig fra sengen. Nu ville hun gå, det var ellers så hyggeligt. Jeg kunne mærke skuffelsen i kroppen som en varme, der forsvandt.

    „Oliver og mig har fundet et hemmeligt rum,“ sagde Vitus. „Er det ikke rigtigt, Oliver?“

    Jeg gloede på Vitus. Jeg troede, loftet var vores hemmelighed. Han trak bare på skuldrene.

    „Vil du se det?“ spurgte han.

    Det ville Linnea gerne. Jeg kravlede op i min køje og skubbede til lemmen. Jeg hev mig op og rakte Linnea en hånd.

    „Kan selv.“ Hun klatrede op uden min hjælp. Jeg rakte ned efter Vitus.

    „Jeg bliver nede,“ sagde han. „Jeg skal jo spare på kræfterne.“

    „Okay. Vi kommer ned om lidt.“

    „Ikke for min skyld. Jeg skal over og hjælpe til med aftensmaden.“

    Vitus gik, og jeg lagde lemmen for igen.

    „Her er da totalt cool,“ sagde Linnea. Hun fik øje på madrasserne under vinduet. „Hvad lavede dig og Vitus heroppe, sov?“

    „Vi så på skyer.“

    „Så på skyer? Hvor ophidsende.“

    „Det er faktisk ret sjovt.“ Jeg åbnede vinduet.

    Linnea lagde sig på ryggen på den ene madras, jeg tøvede et øjeblik, men lagde mig så på den anden madras. Linnea rykkede sig lidt, så vi lå meget tæt op ad hinanden. Jeg kunne lugte hende, og hendes lår rørte lige akkurat ved mine. Udenfor suste vinden i træerne, bare det nu ikke blev storm, når vi skulle bygge bivuak. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, det var næsten for godt til at være sandt. Var det hele planlagt af Vitus?

    „Den sky ligner et slot, ikke?“ sagde Linnea.

    „Joh. En borg.“ Linnea kunne se helt andre ting end mig i skyerne, men vi var da enige om, at en stor mørk sky lignede det sorte tårn fra et skakspil. Linnea satte sig op, jeg gjorde det samme.

    „Du spiller jo ret godt skak,“ sagde hun. „Hvilken klub har du spillet i?“

    „Ikke nogen.“

    „Jamen du er jo amtsmester?“

    „Det var bare noget, jeg fandt på. Vitus har lært mig det hele.“

    „Din løgner. Hvornår har han lært dig det?“

    „I løbet af de sidste tre uger,“ sagde jeg og holdt vejret.

    „Så var min fornemmelse rigtig. Du sagde, du var god, fordi du ville genere Sebastian, ikke?“

    „Mest fordi jeg gerne ville lave turneringen sammen med dig,“ sagde jeg.

    „Drenge.“ Men hun lød nu ikke sur. Hun lagde sig igen på ryggen. Jeg lagde mig også ned. Vi lå et øjeblik tavse. Linnea brød stilheden. „Vitus må være god, bare jeg ikke trækker ham i semifinalen.“

    „Hvem vil du helst møde?“ spurgte jeg.

    „Sebastian.“ Det krøllede sammen i min mave. Hun ville helst spille med Sebastian. „Jeg skal jo tæve dig i finalen, ikke?“

    Min mavesæk rettede sig ud igen. „Jeg taber helt sikkert til Vitus.“

    „Det er da ikke sikkert. Hvis du tror, du kan vinde, er chancen i hvert fald større.“

    „Okay. Jeg tror, jeg vinder hele turneringen.“

    „Nå, nå.“

    Vi grinede og tav så et stykke tid. Linneas hånd kom sådan tilfældigt til at røre min. Hun lod den ligge.

    „Har du haft mange kærester?“ spurgte hun med hæs stemme.

    „Næ. Ikke mange. Har du?“

    „Næ.“

    „Faktisk har jeg aldrig haft nogen,“ sagde jeg.

    „Der var én på min gamle skole,“ sagde Linnea. „Men vi var ikke rigtigt kærester. Han ville godt, men jeg turde ikke.“

    Det havde jeg svært ved at tro. Og hvad mente hun med, at han godt ville? Var det at kysse eller mere?

    „Er det rigtigt, det der i skoven? Det som Sebastian fortalte i bussen?“

    „Vitus og mig øvede bare.“ Jeg kunne mærke, jeg blev varm i kinderne.

    „I spillede skak klædt ud som riddere?“

    „Det var Vitus’ idé. Vi troede, vi var alene.“

    „Det er vi. Alene. Kaldte du mig virkelig skønjomfruen?“ Linnea fnisede lidt og tog min hånd rigtigt. Hendes fingre var varme og bløde. „Synes du virkelig, at jeg er … skøn?“

    Jeg nikkede igen. Vi flettede fingre. Så gjorde hun sig fri og pegede på sine tænder.

    „Mine fortænder er uvenner. Det er da ikke særlig pænt.“

    „Det er da … sødt.“

    „Sødt?“ Linnea begyndte at hive op i T-shirten. Hvad nu, hvad havde hun tænkt sig? Jeg begyndte at svede under armene.

    „Der er noget, du skal se,“ sagde hun. „Jeg er ikke skøn over det hele.“ Så vendte hun sin nøgne ryg mod mig. Mellem skulderbladene var et stort brunt mærke på størrelse med en hånd.

    „Grimt, ikke?“

    „Næ, det … det synes jeg ikke.“

    „Vel gør du så. Det ligner en fladtrådt kakerlak. Du må love mig ikke at sige noget til nogen. Aldrig.“

    „Hvad er det?“

    „Et modermærke. Medfødt. Jeg kan aldrig gå i bikini.“

    „Hvad så til gymnastik?“

    „Jeg går ikke i bad på skolen, hvis det er det, du mener.“ Hun sukkede, trak T-shirten på plads og så undersøgende på mig.

    „Jeg synes stadig …“

    „Hvad?“

    „At du er skøn.“

    Hendes ansigt kom nærmere og nærmere, hendes øjne var næsten helt lukkede, de røde læber nærmede sig mine … Hun ville… Jeg lukkede øjnene … Om et øjeblik ville jeg have kysset Linnea, mit første rigtige kys. En høj lyd … Linnea trak sine hænder til sig. Gennem det åbne vindue kunne vi høre, de ringede med klokken. Spisetid.

    „Vi må hellere …“ sagde hun. Hendes stemme lød anderledes, lidt hæs.

    „Ja, ja. Det er klart.“

    Da jeg lukkede lemmen efter os, var jeg både glad og skuffet. Vi havde ikke kysset, men det var tydeligt, at Linnea kunne lide mig. Hvad nu, hvis det var Sebastian, der havde vist hende et hemmeligt rum? Havde hun så også været klar til at kysse ham? Lige inden vi gik ud af drengesalen, gav hun min hånd et klem.

    „Vi ses om lidt.“ Hun gik ind på pigernes sovesal. Jeg så efter hende og sukkede. Så fik jeg øje på ham.

    „Hvad lavede dig og Linnea inde på drengenes sovesal?“ Det var Sebastian. Han havde set os komme ud sammen.

    „Hvad tror du selv?“ sagde jeg. Svaret var let at læse i hans ansigt, der stod jalousi over hele femøren. Jeg fløjtede og gik forbi ham over for at spise.
    Jens Steen Skjærbækцитує2 місяці тому
    Kapitel 3

    Fredag morgen skulle vi finde Holger under jorden. Der var ikke længere til Kronborg, end at vi kunne gå derhen, mente Bjarne og 7.b’s klasselærer, Susanne. Utroligt, som alle lærere var kondifreaks. Bagefter skulle vi spise vores madpakker på volden eller på stranden. Den tur havde vi været på hvert år lige siden børnehaveklassen. Bare Linnea nu var i skole i dag. Far havde vist mig, hvordan jeg lavede skemaer i Excel. Mor og far havde set på hinanden under middagen og spurgt, hvordan det gik i skolen uden Oskar?

    „Det går ikke.“

    „Sådan er det nok i starten.“ De var begyndt at snakke om Oskar. At det tog tid at finde en ny bedste ven. Jeg lod dem snakke. De var glade for, at jeg var kommet i turudvalg, sagde de og så igen på hinanden med rynkede pander. Jeg overvejede at fortælle dem om Sebastian og hans diktatormanerer, men orkede det ikke. De ville bare tage det op til en skole-hjem-samtale, og det ville blive i den grad pinligt. Telefonen havde ringet og afbrudt forhøret af den venneløse. En af mors kolleger var blevet syg, og mor skulle samle ind til en gave til hende.

    Vi skulle mødes med b-klassen lige uden for Kronborg. Bjarne førte vores gruppe forbi Glentevej, hvor vi samlede Vitus og hans mor op. Vitus, med tophue trods varmen, sad i en skinnende ny kørestol, som hans mor skubbede. Han snakkede løs om sin nye stol, som havde han fået knallert eller sportsvogn. Hans mor var en høj, tynd kvinde, næsten allerede helt gråhåret, og hun var ikke engang ældre end min mor. Vitus’ far var bare væk en dag, og så flyttede de til Helsingør, Vitus og hans mor. Og Vitus var startet på vores skole. Men så var det, at han blev syg. Nu kunne jeg slet ikke huske, om han engang drønede rundt og spillede fodbold? Jeg havde jo haft Oskar dengang. Jeg undgik at se på Vitus, skjulte mig i flokken så langt væk fra ham som muligt.

    Da vi gik over den lange bro, lod Sebastian, som om han ville hoppe på hovedet i voldgraven. For at imponere Linnea. Jeg overvejede et mindre skub, Sebastian kunne sikkert blive en god søslange. Vi kom via gårdspladsen ind i et stort, højloftet rum, hvor vi skulle vente på guiden, der skulle vise os rundt i kasematterne.

    „Det her er faktisk et gammelt køkken,“ sagde Susanne. Hendes stemme rungede i det store rum. Nogle af drengene flokkedes om en dør i gulvet. En lem af en slags. Den var ikke låst. Når man lettede på den tunge lem, kunne man se ned i mørket, sagde de.

    „Vi kunne proppe Oliver derned,“ sagde Sebastian. „Og glemme ham.“ Der var flere, der morede sig. Sebastian rakte ud efter mig. Jeg skyndte mig at bakke væk fra lemmen og røg ind i Vitus. Trådte ham grundigt over tæerne.

    „Undskyld,“ sagde jeg.

    „Det er i orden,“ sagde Vitus. „Jeg bruger ikke selv oversiden af skoene.“

    „Næ. Det gør du vel ikke.“ Han sparkede jo ikke til bolde.

    „Sebastian er lidt af en nulhjerne, ikke?“

    Jeg så overrasket på Vitus. Mente han det, eller prøvede han bare at blive venner med mig?

    „Ikke nul, men minushjerne,“ sagde jeg.

    „Det er mere præcist.“ Vitus grinede. „Han har kun sit hoved, for at det ikke skal regne ned i halsen.“ Vitus havde pæne tænder, han så slet ikke syg ud, når han grinede. „Faktisk er jeg ret god til fodbold,“ sagde han. Jeg så forbavset på ham. „Altså på PlayStation.“

    „Nå ja. Har du FIFA 2003?“ spurgte jeg. Han nikkede. „Det har jeg også.“

    „Vi kunne spille mod hinanden en dag?“

    Jeg skulle til at svare ham, at det kunne vi da godt, men i det samme så jeg et glimt af Linnea. Hørte hendes latter og følte en gysen ned ad ryggen. Hun stod midt mellem de andre piger fra bklassen. Ivrigt snakkende. Helt ny i klassen og alligevel klassens midtpunkt. Ligesom Oskar sikkert var det på den anden side af kloden. Jeg glemte alt om Vitus og manøvrerede mig nærmere gruppen af piger. Nu var jeg helt tæt på.

    „Kom, drenge og piger. Lad os så finde Holger!“ Bjarne klappede i sine lærerhænder. Jeg rømmede mig for at sige noget smart til Linnea. Noget om at vi allerede fandt Holger i børnehaven, men Linnea gik tæt forbi mig uden at se mig.

    Der var mørkt, koldt og klamt under jorden. Olielamperne kastede ikke meget lys fra sig, tænk at bo sådan et sted. Holger Danske så mindre ud, end jeg huskede ham. Linnea ville gerne sidde på skødet af Holger, og Sebastian var straks klar til at hjælpe hende, men det var selvfølgelig strengt forbudt. Sebastian klæbede til Linnea, så selv hendes skygge blev forpustet, men det gode var, at han så glemte mig. Vi kom forbi forrådskasserne og kongens flugtvej, inden vi igen kom op i sollyset. Vitus og hans mor som de sidste. Vitus gik på sine egne ben tæt skygget af sin mor.

    „Vi kan lige nå en tur rundt på slottet inden frokost,“ sagde Susanne og trampede efter en guide op ad stentrapperne til kongens mange værelser. Vitus’ mor rynkede panden ved synet af trapperne, men Vitus fulgte trop.

    „Nordeuropas største dansesal,“ sagde guiden og slog ud med hånden. Hendes stemme ekkoede i det gigantiske, tomme rum. „Og oven i købet med havudsigt.“

    „Sikke en klassefest vi kunne holde her,“ sagde Linnea.

    „God ide,“ sagde Sebastian. Han smilede til Linnea. „Jeg får min far til at leje hele hytten.“

    „God bane. Vi skulle have haft hockeystave med,“ sagde Frederik, en af Sebastians tro undersåtter.

    „Vi kunne bruge Olivers hoved som puck,“ sagde Sebastian. Der var mange, alt for mange, der grinede. Vitus rystede bare på hovedet.

    „Fed akustik,“ Sebastian begyndte at rappe. William og Frederik klappede takten:

    „Vi ta’r til Kron-borg, år efter år, ser døde sten og får trætte ben. Vi ta’r til Kronborg …“ Sebastian vrikkede med hofterne som en anden stjerne, desværre måtte jeg indrømme, at han var god til det, og alle pigerne klappede, da han var færdig. Linnea klappede også, mens hun grinede.

    „Fed stemme, Sebastian. Hvem skulle have troet det?“

    Sebastian bukkede overdrevent for hende og ville give et ekstra nummer, men heldigvis gennede guiden os videre rundt på slottet.

    „Her i den nyere afdeling har vi Danmarks første toilet,“ sagde guiden.

    „Hvad gjorde de så før?“ spurgte Camilla. Vi havde lige hørt om de kongeliges ædegilder med firs retter mad og tyve liter øl per person.

    „Der lå noget hø bag et forhæng,“ sagde guiden. „Der gik man så om, når trangen kom.“

    „Fy for pokker!“ sagde Vitus højt. „Og de vaskede sikkert ikke engang deres hænder bagefter.“

    Der var et par stykker, der grinede lidt. Af pligt. Hans mor var der jo også.

    „Det her er dronningens rum. Hun var kun 14 år, da hun blev dronning, og havde derfor sin mor med.“ Tænk at blive gift som fjortenårig. Det blev Linnea sikkert snart. Altså fjorten, ikke gift. „Dronningens mor boede i et rum nedenunder, en god hjælp, når man lige er flyttet hjemmefra, ikke?“

    „Man flytter sgu da for at slippe for sin mor,“ sagde Sebastian højt.

    Spredt latter. Grinede Linnea? Jeg kunne ikke se det.

    „Den unge dronning havde også sit helt eget rum,“ sagde guiden. „En hemmelig trappe, hugget ind i den fire meter tykke mur førte ned til det.“ Guiden fandt en gigantisk nøgle frem og låste op. „Er der nogen, der har lyst til at se rummet?“

    De voksne og Vitus ventede, mens vi andre myldrede gennem døren og ned ad en snoet stentrappe til et lille råt rum. Der var ingen møbler, men en ovn. Hernede havde dronningen haft en smule privatliv og lavet pandekager. Jeg blev klemt op ad vinduet mellem Sebastian og Frederik. Vi stod så tæt, at jeg kunne lugte deres dårlige ånde. De hviskede sammen. Jeg kunne mærke sveden pible frem under armene. De så skumle ud i fjæsene. Hvad var de ude på? Flere af pigerne råbte op. Der var vist nogle af drengene, der i mylderet havde mistet kontrollen over deres pilfingre. Pigerne skred op igen i samlet flok. Jeg ville også op.

    Sebastian åndede kraftigt på mig, som var han en drage, der var i gang med at flambere en ridder. Han spærrede vejen til trappen. Selvfølgelig burde jeg have holdt min mund, Oskar var der jo ikke mere til at bakke mig op.

    „Du lugter ud af munden … af rådden voldgrav,“ sagde jeg. Lige ind i ansigtet på ham.

    Sebastian blev rød i hovedet. Han greb fat i min trøje med sin venstre hånd, løftede sin knyttede højre, jeg lukkede øjnene og ventede på slaget.

    „Det er klaret,“ sagde William.

    Sebastian slap mig og gik. Hans bande fulgte efter ham op ad trappen i en fart. Jeg ventede, til de var helt ude af syne, trak vejret dybt og nød tanken om hans røde fjæs. Som en rådden voldgrav. Den sad. Jeg skulle så som den sidste til at følge efter dem. Jeg tog et hurtigt skridt og faldt. Et stengulv kom susende mod mig. En smerte i hovedet, det sortnede for mine øjne.

    Da jeg kom til mig selv, lå jeg alene på stengulvet i det lille rum. Jeg havde ondt i hovedet, tog hånden derop, fandt en bule og fik blod på fingrene. Jeg ville rejse mig … mine ben hang sammen … de havde bundet mine snørebånd sammen. Derfor var jeg faldet. Det gjorde ondt, måske havde jeg fået hjernerystelse. Jeg trådte ud af skoene og bandt dem op. Tog sko på igen og skyndte mig op ad trappen.

    Døren var lukket … og låst!

    „Luk mig ud!“ Jeg råbte og bankede på den massive trædør. Igen og igen. Der kom ikke nogen. Jeg mærkede panikken snige sig ind over mig som en kold vind, der fik mine hår til at rejse sig. Hvor længe mon der var til næste rundvisning. Var der overhovedet flere i dag?
    Mathilde Bøgh Møller Madsenцитуєторік
    Kapitel 1

    Halvvejs oppe ad skråningen lå en klat pissegul sne. Selv om det var syv plusgrader, nægtede den at smelte, måske var det urinens surhedsgrad, der blokerede processen. En kedelig påskeferie var slut, og første skoledag uden Oskar truede. Min bedste ven gik rundt med hovedet nedad på den anden side af kloden, og jeg traskede alene i skole. Oskar plejede at ‘hente mig’ i god tid, så vi kunne nå at snakke sammen inden første time. Nu måtte jeg selv passe tiden, og selv om jeg var sent på den, ville mine ben ikke op i fart. Oskar havde haft sin første skoledag mange tidszoner væk, en masse nye hoveder, og ikke en af dem talte dansk. Men han skulle nok klare sig, det gjorde han altid, han

На полицях

    Susanne Nielsen Schou
    Laura og tilde
    • 9
    • 1
    David Rømer Smedegaard Voigt
    Cornelius
    • 29
    Bjarne Bjerring Klejnstrup
    Mors bøger.
    • 7
    Peter Hedegaard
    Kristina
    • 5
    Niels Sandholdt Verner
    Frederik
    • 2
fb2epub
Перетягніть файли сюди, не більш ніж 5 за один раз