Rød mand/Sort mand

Jeg er Aappaluttoq. Nu rejser præsten. Nu er jeg alene. Jeg kan se ham derude. Står på dækket og kigger sig tilbage, som Lots hustru. Jeg tager hatten af hovedet og vifter med den. Og han løfter hånden og besvarer min hilsen.

Farvel, præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi.

Tit er der en større sandhed og økonomi i digtet end i faktualiteten.

Ved denne lejlighed mindede jeg dem om deres store utaknemmelighed og gudsforagt, idet de hverken takkede Gud for næringen og ej heller påkaldte ham derom, men levede som før, ligesom ufornuftige bæster, hvilket forårsagede, at Gud har taget sin velsignelse fra dem og lader dem lide nød.