K for Klara 11: Er vi venner?

Om K for Klara 11: Er vi venner?

Der starter en ny dreng i Klaras klasse. Han hedder Niklas og bliver hurtigt populær. Klara synes også, han er sød. Og så er det ret sejt, at han er god til fodbold og slet ikke er genert. F aktisk er Klara næsten sikker på, at hun er lidt forelsket i Niklas. Men da han pludselig vil snakke med hende alene, bliver det hele meget alvorligt ...
Dette er elvte bog i serien om klara og hendes veninder. bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

er nok bare ikke parat til at få en kæreste …”
Niklas kigger på hende. Nu smiler han en lille smule. ”Er der ikke andre, du synes, der er sødere end mig?” spørger han.
Klara smiler også. ”Nej,” siger hun hurtigt og kommer til at grine.
”Sejt,” siger Niklas.
”Kan vi ikke bare være venner?” spørger Klara.
Niklas trækker på skuldrene. Så nikker han.
”Så kunne du lære mig at spille fodbold,” siger Klara.
”Det lærer du da aldrig.” Niklas smiler og begynder at løbe.
”Selvfølgelig gør jeg det!” råber Klara og løber efter ham.
Solen varmer, og Klara er så glad for, at de nu er venner. Bare venner

Er vi venner?

Søndag aften sidder Klara og laver lektier. Hun er blevet gode venner med sin mor igen. Men hun kan ikke koncentrere sig. Hun tænker hele tiden på Niklas. På, at hun skal se ham i skolen i morgen. Julie har allerede sagt det til Hamid. Og Hamid ville sige det videre til Niklas. Klara håber ikke, at Niklas er sur på hende nu. Hun kan jo på en måde stadig godt lide ham.
Vinduet er åbent, for der er varmt på hendes værelse. Hun kan høre, at det ringer på døren. Hun læner sig lidt ud ad vinduet og kan akkurat skimte et bukseben. Det er en mand. Og da hendes mor åbner, kan Klara høre, at det Niklas’ far.
Klara bliver så forskrækket, at hun skynder sig at lukke vinduet og løbe hen til sengen. Hun gemmer sig under dynen. Hvad laver Niklas’ far her? Hun er sikker på, at det har noget med hende at gøre. Hun kan høre Niklas’ far tale meget højt. Næsten ligesom til fodboldkampen. Hun stikker fingrene i ørerne.
Så banker det på hendes dør. Klara ønsker, at hun kunne forsvinde op i den blå luft. Hun holder vejret og ligger helt stille.
”Klara?” Det er hendes fars stemme.
Hun stikker hovedet frem. Hun kan ikke få øje på andre end sin far.
”Er han gået?” hvisker hun.
Hendes far sætter sig på sengekanten. Han ser meget alvorlig ud. ”Ja, og du har ikke gjort noget forkert.”
”Men hvad ville Niklas’ far?”

Klaras far sukker og klør sig i håret.
Hendes mor dukker op i døren. Hun virker vred igen. Men ikke på Klara.
”Han sagde, at du har gjort Niklas meget, meget ked af det,” siger hun med venlig stemme.
”Jeg ville jo bare ikke være kæreste med ham!” siger Klara højt.
”Nej, det forstår vi godt,” siger hendes mor. ”Du har ikke gjort noget forkert.”
Næste dag i skolen har Klara besluttet sig. Hun vil tale med Niklas. Hun er ked af, at han er ked af det. Og at hans far er vred. Men hun er nu helt sikker på, at de ikke skal være kærester. Nogensinde. I første pause går Klara hen til ham. ”Jeg vil gerne tale med dig,” siger hun.
”Okay.” Niklas rejser sig. Han ser alvorlig ud.
De går udenfor.
”Undskyld det i fredags,” siger Klara og holder vejret.
Niklas siger ikke noget. Han kigger ned på sine sko.
”Jeg syntes bare, at det var alt for voksent, det hele …” Klara retter ryggen. ”Jeg kan rigtig godt lide dig. Jeg synes, du er den sødeste dreng i klassen. Jeg